JULEN – OVERRASKELSERNES TID… ELLER HVAD?

(Klumme fra Midtjyllands Avis d. 7. december 2016)

Klokken er 5:30, lørdag d. 12. December 1981. Jeg sniger mig forventningsfuld ud i gangen, for at se om “nissen” har været med kalendergave til mig. Desværre har mor og far haft gæster til rødvin og mousel, så jeg er lige en kende for tidligt oppe i forhold til den der nisse.

Kl. 7:30 kan jeg endelig klippe snoren og pakke den ud. Jeg kan slet ikke vente med at få pakken åbnet, og til min helt store overraskelse finder jeg en blyant med fodboldviskelæder på toppen. Wow altså..

En lille gave man ikke forventer kan betyde mere end en stor en, som man vidste man fik..

Den følelse savner jeg. Følelsen af at blive spontant overrasket og glad for noget. Noget som jeg ikke havde forventet, og som ikke engang havde kostet noget særligt. Med det savn in mente kan jeg godt ærgre mig over, hvordan gaveræset har udviklet sig. Den lå faktisk lige til højrebenet for min generation af forældre, men alligevel fik vi det hele spoleret.

Gaverne er bare det vigtigste. Også i gamle dage. Men dengang i 80’erne vidste man aldrig helt hvad man fik. Det var fordi vores forældre godt kunne finde på at købe noget til os, som vi ikke ønskede os. Ikke kun i pakkekalenderen, men også på selve aftenen. Ja den er god nok! De turde godt ønske noget for os på vores vegne. Noget vi kunne have brug for uden at vide det, eller noget som vi MÅSKE ville kunne drage nytte af på anden vis. Det indbefattede naturligvis også skuffelser af og til. Ja skuffelser! De var en del af livet i 80’erne.

Hvad kan man tillade sig at forvente, når det er andre mennesker der skal betale?

Jeg kan for eksempel huske, at jeg engang ønskede mig en computer som min fætters. Jeg var overbevist om, at han ville give mig en. I dag har jeg ingen anelse om hvorfor, da fætter Jon kun var 16 år på det tidspunkt. Jeg blev da også svært skuffet, da jeg pakkede gaven op, blot for at finde et rødt ringbind. Endda et af dem med fire ringe. De ubrugelige ringbind. Men alt i alt var det jo også en god lære. Hvad kan man tillade sig at forvente, når det handler om noget andre skal give én?

I disse uger vandrer mange af os hvileløst rundt, for at finde på den ultimative gave til ungerne. Den skal i hvert fald overgå sidste års gave, som i forvejen var lidt for dyr. Det er svært at gå baglæns på gaveniveau, så vi stryger afsted. Det bliver også sværere og sværere, fordi mange børn har alting i forvejen. Mange tvinger sågar vores børn til at lave ønskesedler, så VI uduelige voksne har noget at vælge imellem. I ren angst for at skuffe, har vi forældre i mange tilfælde droppet at være opmærsomme, lytte og tage chancer med gaverne. At turde give børnene noget andet end de forventer. Noget som har en værdi i ren overraskelses-valuta. Det uventede- som vækker barnet i os alle jule aften. Den pakke som får vores fantasi på overarbejde, og som holder os søvnløse i flere dage, efter at at vi har set den i garderobeskabet.

Jeg vil påstå, at denne gave er langt mere spændende, end den gave vi forventer at få. Den gave fra ønskesedlen- som vi voksne tvang børnene til at lave, blot for at kunne gøre overraskelsernes aften forudsigelig.

Bevar den barnlige glæde så længe som muligt..

Min bedste gave nogensinde var et joystick til en Commodore 64. Det skal dertil nævnes, at jeg ikke havde nogen Commodore 64.

Ho ho ho

 

Bemærk de grønne Cecil på bordet. Tak for kaffe hos familien Green!

PS: Hvis du skulle få lyst til at modtage mit nyhedsbrev om nye indlæg, så skriv dig op HER. Du er også meget velkommen til at kommentere nedenunder.