(Klumme fra Midtjyllands Avis d. 21. april 2017)
Så blev det atter april. Endnu engang er det tid til, at en ny skare af den spirende ungdom skal bekende deres kristne tro og træde ind i de voksnes rækker. Forberedelserne har været længe undervejs, og landet over er folk og fæ i fuld gang med at pudse limousiner, veteranmotorcykler og gamle Ferrarier op til den store dag.
I hjemmene er alting ved at være planlagt. Tøjet er nøje udvalgt, og gourmet-mad og restauranter er bestilt for flere måneder siden. Invitationerne er for længst sendt ud, også til de fjerne onkler og tanter som man ikke har set i årevis. Jo flere der kommer, desto flere gaver får konfirmanden jo.
Forud for den store dag går der også megen tid med, at finde frem til hvad man selv skal give i gave som forælder. Det skal jo gerne være noget helt ekstraordinært på denne dag. Dette indsnævrer dog mulighederne en del, eftersom at mange unges ønskesedler allerede er væsentligt decimeret på dette tidspunkt. For flere er det mere end svært bare at trumfe sidste års julegave, uden at skulle have udbetalt livsforsikringen. Gave-overliggeren sidder enormt højt, og presset fra omverdenen er stort. Så stort at mange har svært ved at stå imod.
Men tilbage til den kristne tro. Jeg tror ikke jeg støder mange på manchetterne når jeg siger, at hele konfirmations-seancen i dag handler mere om tradition og fest – end om den kristne tro. Fred være med det.
I dag nøjes flertallet med at fejre, at den unge nu træder ind i de voksnes rækker. Paradoksalt- når man tænker på, at det næppe har været længere fra sandheden end det er i dag. I vor dage bliver unge overbeskyttet meget længere end tidligere, og mange konfirmationer er i dag mere sammenlignelige med vildtvoksende børnefødselsdage og “sweet 16” fester, end med en reel fejring af konfirmandens indtræden i voksenlivet.
“De voksnes rækker” betød faktisk oprindeligt, at den unge nu var klar til at stå på egne ben og tage ud og tjene til familien. I dag er det de færreste unge som overhovedet har et fritidsjob. Mange har endda deres forældres økonomiske sikkerhedsnet under sig, helt indtil de er færdige med universitetet.
Men skal der være fest – så lad der være fest! En stor dag er i vente. Forhåbentlig vis en dag med høje forventninger til konfirmanden. Selvstændigt tænkende unge midtpunkter, som kan konversere, trykke hånd, holde øjenkontakt, og blive siddende ved bordet og tale med tante Erna, selv når det bliver kedeligt. Se det er sådan noget man kan når man kan, når man er stor. Herudover den obligatoriske tale.
En tale som i et malende sprog kan understrege stor taknemmelighed og ydmyghed, og som kan underbygge, at den unge nu så småt er ved at bevæge sig væk fra barndommen, og ind i de voksnes rækker – sådan da.