SLATNE OG KONFLIKTSKY FORÆLDRE DRIVER DERES BØRN PÅ JAGT EFTER ÆRLIG SPARRING

Børn efterspørger konstant ærlig sparring og noget at pejle efter, og de fortjener en ærlig én af slagsen.

For nogle uger siden læste jeg et foruroligende – dog forudsigeligt indlæg i et dagblad: Unge har mistet tiltroen til voksne og søger nu råd og vejledning om livets udfordringer blandt teenagefænomener på Youtube, Snapchat og Instagram.

I erkendelse af at børnenes nærmeste voksne fylder dem med ubrugelig opbakning og misforstået omsorg må ungdommen ty til ligesindede i et håb om at indhente ærlige råd om alt fra sex til skole, depression og dårligt selvværd. Et rystende faktum og et resultat af en årelang ørkenvandring af dårlig samvittighed, sminkede sandheder og angst for dårlig stemning i hjemmet.

Som forældre er det et ubarmhjertigt job, vi indtræder i, når vi vælger at reproducere os. At være forældre indebærer, at vi er børnenes nærmeste informationskilde til den skinbarlige sandhed. Ikke kun om dem selv, men i den grad om deres gøren og laden. Vi forældre er de nøglepersoner, som børnene elsker betingelsesløst, og som derfor kan være allermest ærlige over for dem, uden der kommer nogen regning.

Bevares – måske er vi ”dumme og nederen”, men vi viser vej og vejleder. Men husker vi det altid, eller fylder vi dem med sminkede sandheder i et forsøg på at holde relationen ved lige?

Et banalt eksempel er barnet, som sætter sig hen og sætter otte sjuskede streger på et stykke papir. Bagefter kommer barnet hen til os og siger: »Se, er ’n ik’ flot?« Mange forældre har nu kun én ting for øje, nemlig at anerkende barnet for dets indsats. Det har vi læst, at vi skal: »Hvor er du dygtig, skat.« Men har barnet nu også været dygtigt?

Børn – og unge for den sags skyld – er godt selv klar over, hvis de ikke har ydet deres bedste. Det er i disse tilfælde vores pligt at gøre børnene opmærksomme på, at det ikke er godt, men at det da trods alt er dejligt, at de overhovedet gider tegne og være kreative.

Ros for en dårlig indsats vil efterlade barnet med et kæmpestort tomrum af forvirring. De ønsker og forventer, at vi gennemskuer dem, og bliver forvirrede, hvis vi ikke gør. Hvis ikke vi som forældre er i stand til det, hvem skal de så gå til?

Børn efterspørger konstant ærlig sparring og noget at pejle efter, og de fortjener en ærlig én af slagsen. Hvis forældrenes svar altid er umiddelbart anerkendende og ukritiske, er der da ikke noget at sige til, at det bliver svært for mange pludselig at få kritisk respons på en ringe indsats i skolen, til sport eller senere på arbejdspladsen.

Gennem 20 år har jeg nu arbejdet med børn og unge. En af de erfaringer, jeg har gjort mig, er, at det aldrig kan betale sig at lyve for børnene for at gøre dem glade. At pakke sandheden ind og derved please dem er den sikreste vej væk fra en tillidsfuld og bæredygtig relation. Børn og unge vil have voksne, de kan regne med og spejle sig i. Nogle, der tør sige, hvad de mener og tænker.

Det eneste, man får ud af at afholde børn og unge fra sandheden om dem selv, er, at de vender en ryggen og går til den næste på deres vej for at få svar. Sådan bliver de ved, indtil de møder den sandhed, de allerede godt selv kender.

Hvis ingen voksne viser sig relevante og brugbare i denne sammenhæng, finder børnene bare nogle ligesindede at rådføre sig med i en symbiose af misforståelser. Børn har brug for at blive forholdt deres ageren for på den måde at kunne afgøre, om de er på rette vej. Min erfaring er, at man ved at fortælle børn og unge den umiddelbare sandhed, vil opleve dem komme tilbage igen og igen med flere spørgsmål.

På min vej gennem livet har jeg haft muligheden for at arbejde med unge, som i årevis har levet med både overgreb og konstante skuffelser fra deres egne forældre. På trods heraf søger de dem stadig og elsker dem overalt på jorden. Det er et voldsomt eksempel, men jeg vælger at bruge det for at understrege, at vores børn elsker os betingelsesløst, lige meget hvad der sker.

De bånd, der er mellem forældre og barn, går ikke i stykker, selvom vi siger de svære ting, presser dem og fortæller dem, hvad vi ser på godt og ondt. Denne relation tvinger os til at være de primære dirigerende personer i børnenes liv og vise dem vejen til en succesfuld og robust fremtid med både med- og modgang.

Ja, på trods af ordets ringe status i den offentlige debat, så sagde jeg faktisk robusthed. Det betyder i min verden, at man ikke går i stykker af modgang. Det er vel ikke så skidt endda.

Man siger, at sandheden skal komme fra børn og fulde folk. Det burde vel snarere hedde, at børn og fulde folk har dårlig dømmekraft og intet filter.

Nej, sandheden skal man have fra dem, man kan regne allermest med: familie og de bedste venner.

Sagen er den, at børn i dag søger svar på tunge emner hos andre børn, fordi de ikke kan bruge det, vi siger, til noget. Ikke fordi vi er gamle, kiksede og ikke forstår dem (som mange tror), men fordi vi pakker sandheden ind i dårlig samvittighed og angst for husfreden og kærligheden, som vi frygter vil briste.

Hvis ikke det lykkes os at ændre dette mønster, vil vi opleve en generation, hvis grobund for et voksenliv er leveret af en Youtube-kendis på 16 år fra Frederiksberg, som tjener sine lommepenge på at samle ”likes” ved at filme sig selv.

Husfred er husfred, men man kan ikke blive uvenner med sine børn. Man kan kun blive uvenner med venner, og vores børn er på ingen måde vores venner. De er vores børn.

Børn må godt være sure på deres forældre og synes, at de er ”nederen”.

Det ændrer bare ikke på, at det er os, de bør kunne regne med på godt og ondt – så længe vi altså er i live.

  • Lad være med at fylde børn med det I tror de vil høre, eller det I har LYST til at sige. Fortæl dem den subjektive sandhed. Jeres sandhed. Det er den de skal bruge til at pejle deres egne ind efter.
  • Pas på med at agere ud fra dårlig samvittighed i konfliktfyldte situationer. Børn bærer ikke nag over, at I måske arbejder meget. Ringe er ringe og forkert er forkert.