ET NYT KOBBER-BRYLLUP AF RUSTFRIT STÅL?

(Klumme fra Midtjyllands Avis d. 12. december 2017)

Det er altid omspundet af stor respekt, når man fortæller, at man skal til en af de store bryllupsdage. Det er i hvert fald det jeg oplever i disse dage, når jeg fortæller, at mine forældre i december kan fejre guldbryllup. “Det er sgu godt gået af dem” siger alle – og jeg er aldeles enig i den betragtning.

Det fortjener også stor hæder og respekt, at nogen formåer at samarbejde på godt og ondt i 50 år. Den tiltagende respekt for milepælene af ædelmetal er dog formentlig også begrundet med, at det ikke sker ret ofte længere. Med mindre folk mod al forventning begynder at leve til de er 120, så vil vi på sigt se endnu færre af dem. Med den nuværende skilsmisserate er der nemlig ikke meget der tyder på, at de kommende generationer kommer til at spise megen steg og fontæneoplyste lagkager i forsamlingshuse.

For ikke så længe siden kom jeg så til at tale med en kammerat om ægteskaber og mærkedage. Snakken gik på, at der med al sandsynlighed ikke skal fejres ret mange af dem i fremtiden. Hvad skal man så fejre? Hvis man tager afsæt i, at ægteskabet stadig er noget der skal hyldes, så har vi statistisk set brug for, at få fingeren ud med festplanlægningen før den første fejring ved tolv og et halvt år.

Ifølge statistikken slutter de fleste ægteskaber nemlig omkring det punkt, som eksperter omtaler som syv års krisen. Hvis det er tilfældet, og vi alligevel skal hylde ægteskabet, og alt hvad det KAN stå for – skal vi så ikke have opfundet nogle nye milepæle at spejde efter.

Kunne man forestille sig et mærkedags-system, hvor den første store flagdag er efter fem år. I sig selv en præstation i vore dage. Jeg ved ikke umiddelbart hvad den skal hedde, men måske kunne rustfrit stål-bryllup bruges? Et rustfrit og pålideligt metal. Skulle man mod alle statistikker nå det tiende år, kunne man f.eks. kalde det titanium-bryllup. Et endnu mere rustfrit og endnu stærkere metal. Herefter kunne kobber komme efter 15, sølv 25 og guld 50, som det er i dag.

Al spøg til side så synes jeg faktisk det er vigtigt, at vi holder fast i nogle traditioner og mærkedage i forhold til ægteskabet. At vi husker at ære dem, som formår at lykkes på godt, ondt- og i tykt og tyndt trods tidens trend. På trods af jeg selv sidder som en del af statistikken, så kunne jeg faktisk rigtig godt tænke mig at tiderne ændrede sig igen på et tidspunkt.

Nå. Men om nogle dage skal jeg forsøge at dirrigere feslighederne, når mine forældre skal fejres for 50 års ægteskab. Det blir en stor dag, hvor jeg endnu engang kan se på mine forældre med måbende anerkendelse og stolthed.

De længe leve…. HURRA

Skriv et svar