NEJ, DU MÅ IKKE FÅ ET PAR SKO TIL 5000 Kr!

(Indlæg i Jyllandsposten lørdag d. 14. april 2018 – Tegning: Rasmus Sand Høyer)

I en eksplosiv kollaboration med selviscenesættelseskulturen er eftergivende forældre med til at forvrænge normalitetsbegreberne for kommende generationers forbrugsmønstre og selvbillede.

Det er ikke nyt, at modetrends og brands er med til at sætte markøren for, hvad man bør have af tøj. Vores forbrugsmønstre har i høj grad altid været dikteret af populærkulturen og medierne. Mærketøj har altid været eftertragtet og har altid været med til at understrege forskellige niveauer af status og socialt hierarki.

Der er dog faktorer, som i dag er væsentlig anderledes end tidligere, og som kræver voksne af den rette støbning, hvis ikke næste generation skal risikere at ende i personlig og økonomisk morads. I en tid, da presset fra omverdenen er maksimeret, har det aldrig været vigtigere at forstå, at et ”nej” faktisk kan være omsorgsfuldt og måske mere relevant end nogensinde.

De seneste få år har beklædningsindustrien forhøjet indsatsen og via de sociale medier skabt et marked, der markant har rykket på vores normalitetsbegreb i forhold til, hvad ting er værd – og bør koste. På et fundament af astronomiske kontrakter er verdensstjerner fra både musik og sportsverdenen med til at tvinge både forældre og børn ud i et ”forbrugshelvede uden jordforbindelse”.

Producenternes markedsføring er innovativ og ender via de sociale medieplatforme som notifikationer på vores børns telefoner i døgndrift.

Gummisko til 5.000 kr., T-shirts til 2.500, og hættetrøjer til over 4.000 kr. er blevet hverdag for den kommende generation af forbrugere. Herudover kommer det i forvejen forskruede forhold til elektronik, som allerede har nået et astronomisk niveau, som desværre synes at have nået en bred normalitetsopfattelse blandt os.

Materiel status betyder i dag mere end nogensinde, og barren for mainstreammode har rykket sig markant. Luksusvarer til priser, som tidligere var forbeholdt de mere velstillede samfundslag, markedsføres i dag til den brede forbruger via selvhævdende raptekster, Instagram-profiler og snapchats.

I dag er det ikke ualmindeligt, at en gennemsnitlig teenagers ønskeseddel indeholder ting som Gucci, Burberry og Ralph Lauren. En farlig cocktail i et samfund, hvor det synes at være blevet sværere og sværere for forældre at leve med, at deres børn ønsker sig noget, de ikke må få. Vores evne til at sige ”niksen-biksen”, og være i ro med det, er blevet en mangelvare. Vores angst for at efterlade vores børn som lette mobbeofre driver os til at lænse opsparingen og give efter.

»Alle andre har det jo.« Vores iver efter at vise omsorg er i mange tilfælde blevet synonym med at sige ja i stedet for nej.

Hvad de færreste tænker over, er, at vi i virkeligheden er med til at opbygge et obskurt og urealistisk selvbillede hos vores unge. En selvforståelse, som de med stor sandsynlighed ikke vil være i stand til at opretholde, hvis de altså skal stå på egne ben. Det kan derfor få store konsekvenser, hvis vi i en al for tidlig alder er med til at underbygge børnenes selvopfattelse med varer til priser, som er helt urealistiske i et normalt budget.

Hvis man nu en gang er blevet ham eller hende, som altid går i det dyreste af det nyeste – bliver det en umenneskelig og benhård personlig transition for dem, når de pludselig skal til at klæde om til H&M-tøj, fordi budgettet i virkeligheden ikke er til mere på SU. En personlig overgang, som ikke kun risikerer at føre til en økonomisk deroute via det voksende udbud af nemme kviklån, men som også kan gøre stor skade på selvværdet hos de unge i en af livets mest krævende perioder.

Som sådan er der ikke noget nyt i, at unge presser deres forældre for penge. Det er reglen mere end undtagelsen. Sådan har det altid været, og sådan vil det formentlig også altid være. Men at lære de unge at sætte ”tæring efter næring” har aldrig været mere relevant, end det er i det forbrugssamfund, som vi lever i i dag.

I en tid, da presset fra omverden er maksimeret, har det aldrig været vigtigere at forstå, at et ”nej” faktisk kan være omsorgsfuldt og måske mere relevant end nogensinde.