FASTHOLD JERES BØRN I SPORT..

Gennem de senere år har jeg været ret optaget af den manglende tilslutning, som mange sportsforeninger lider under i dag. Særligt indenfor nationalsporten fodbold er der trængte tider. Antallet af konkurrenter til fysisk aktivitet er i dag så mange, at flere klubber er tvunget til ,at slå sig sammen med klubber i nabobyerne, eller helt trække stikket pga. manglende medlemmer.
 
På grund af manglende tilslutning, og derved færre klubber, kan mange i 2018 opleve, at skulle køre hundredevis af kilometer for at finde modstandere helt ned pode rækkerne. En problematik der forplanter sig på flere plan, deriblandt selvhjulpenheden hos børnene. Over de seneste fem til syv år har tendensen også sat sit tydelige præg på senior-fodbolden, hvor klubberne også bliver færre og færre, fordi de unge ikke har lært at forpligte sig til et fællesskab, og hele tiden vælger efter hvad de har lyst til i nu’et. Silkeborg er bestemt ingen undtagelse, men hvorfor er noget så enkelt blevet så svært?
 
Jeg selv helligede mig fodbolden som min sport allerede som syvårig. Jeg SKULLE gå til noget, for jeg kunne jo ikke bare sidde hjemme. Fra og med dengang, var der fast træning to gange om ugen. Sådan var det indtil man blev lidt ældre og bedre, hvor træningsmængden steg til tre gange. Der var kamp hver weekend, hvor turene gik til de nærtliggende byer for at udkæmpe lokalopgør lørdag efter lørdag. Alle byer havde haller, boldbaner og masser af hold i alle aldersgrupper.
 
Det var en fast og indiskutabel bestanddel af ens fritid, at man gik til træning to gange og spillede kamp lørdag. Programmet for et gennemsnitligt drengeliv dengang hed skole og fodbold. Da man blev lidt ældre hed det skole, fodbold og fest. Forudsigeligt, sjovt, sundt og generelt dannende. Sport har bare altid været en del af mit og mange af min generations liv.
 
Jeg tror vi forældre er nødt til at kigge os selv i spejlet, hvis ikke vi fortsat vil understøtte en udvikling, hvor det udelukkende er skolerne der skal sørge for, at vores børn overhovedet får bevæget sig, mens sportsklubberne dør. Som så meget andet væsentligt her i livet- er god idrætskultur noget der skal indlæres fra barns ben, og fodbold er bare én af de sportsgrene, hvor et hav af frivillige står klar til at servicere os forældre.
 
Min opfordring må derfor være, at vi sender vores børn til sport. Vi må ikke lader dem “slippe”, bare fordi de sidder ved computeren og ikke lige har lyst. De går glip af noget! Vi lader dem heller ikke slippe for at børste tænder hvis de ikke lige gider? Vi skal turde tage kampen, fordi vi godt ved, at det bedste for vores børn ikke altid er hvad børnene selv tror. Ud over øget sundhed, så kan sport noget helt særligt, når det kommer til elementære sociale og fællesskabsrelaterede kompetencer, og hvem der tør sige, at det ikke er relevant for deres børn?