Foredrag

I knap tre år har jeg valgt at lade mine tanker og erfaringer flyde. Både her på bloggen, i Midtjyllands Avis, og en enkelt gang Jyllandsposten.

I den forbindelse har flere spurgt mig, om jeg tager ud og holder foredrag/oplæg omkring nogle af emnerne. Jeg har besluttet, at 2018 således bliver startskuddet.

Det koster ikke noget at tage en uforpligtende snak med mig om hvad I kunne forestille jer et foredrag eller oplæg til debat skulle handle om. Alt hvad I skal gøre er, at kontakte mig uforpligtende via kontaktsiden.

 

FÆRDIGE FOREDRAG &  INSPIRATION

Det har aldrig været mere aktuelt end nu. Mobiler eller ej? Et svært emne at diskutere, fordi debatten ofte strander ved “for vs. imod”. Hvad får børnene ud af at efterlade telefonen mens, de skal noget andet, og hvad gør det ved børnene at være foruden? Det er bare nogle af de spændende spørgsmål, som vi aldrig når at få drøftet, hvis vi bare stopper ved “det er fremtiden, og forbud er ikke vejen”. I mit oplæg kommer jeg blandt andet ind på følgende:

Skal eleverne helt fratages telefonerne, eller skal de have dem tilbage i pauserne?
Skal de bruge telefonerne i undervisningen, og hvad med lommeregnere?
Hvorfor tage den fra de unge? Bruger de ikke bare computeren i stedet?
Slipper skolen så for at arbejde og tale med de unges omkring brugen af sociale medier?
Hvad hvis nogen nægter og ikke vil følge reglerne?
Hvem har ansvaret for kulturændringen, og hvordan gør man helt praktisk?

Dette dialogbaserede oplæg, med plads til debat, tager afsæt i mine praksis-erfaringer omkring at skabe og drive et “mobilfri” skolemiljø. Oplægget kan både bruges hvis I HAR besluttet jer, eller hvis I blot har brug for at få kvalificeret jeres debat i bestyrelsen og blandt medarbejdere.
(Emnet henvender sig til folkeskoler, efterskoler og andre institutioner)

 

I dag er det blevet sværere og sværere at fastholde unge i forpligtende fællesskaber. Fritidsklubber, ungdomsklubber og sportsforeninger bløder medlemmer, og arbejder med en generation, som i dag har svært ved at forpligte sig til andre end sig selv. Sociale medier, og et liv der leves et par dage ad gangen, er nogle af modspillerne. Men hvad kan vi selv gøre, for ikke at komme til at gå på kompromis med os selv og curle de unge for at nå i mål? Hvad er det vi tror de unge vil have, og hvorfor lykkes vi ikke med at fastholde dem? Hvor stor en rolle spiller de voksne, mod, rammer og tydelige værdier i arbejdet med at skabe fællesskaber de unge kan bruge til noget?
Spørgsmålene er mange, og det samme er svarene. Der er givet vis heller ikke noget enkelt svar på problematikken. Jeg giver nogle bud på hvilke knapper JEG har oplevet der kan trykkes på, samt værdien af at have en god og gennemtænke kultur for fællesskabet.
(Emnet er henvendt til sportsklubber, ungdomsklubber, fritidsklubber og andre der arbejder med unge i fællesskaber).