LÆR JERES BØRN AT RESPEKTERE AUTORITETER I AL ALMINDELIGHED!

Rigtig mange har fået mailen i skolens intra-postkasse i løbet af årene: “Vil I tage en snak med Flemming/Inga/Lonny, omkring hvordan man opfører sig overfor lærerne på skolen”. Men effekten af denne snak beror på, at børnene allerede har stor respekt for deres forældre- men er det altid tilfældet? Et brændvarmt emne i medierne her i januar 2016. Dog på ingen måde “breaking news”. Forskellen på nu og tidligere er kun, at vi i dag er ved at være at få lidt sympati for lærerne, og nu vender blikket mod forældrene- og det med rette.

Forudsætningen for at kunne forholde sig til autoritetspersoner, ligger i den forståelse børnene får for autoriteterne i hjemmet.

Fra børnene er helt små, suger de til sig af indtryk, hvor end de bevæger sig hen. Dette gør sig også gældende indenfor familiemønstre og magtforhold. I denne sammenhæng kan jeg ikke undgå at komme ind på ganske almindelig opdragelse. Mange børn er nemlig virkelig i tvivl omkring, hvem der faktisk bestemmer over dem? Er der overhovedet nogen, der bestemmer over dem? Hvis børnene har haft en opvækst med slappe og inkonsekvente forældre, vil de bringe dette autoritetsbillede med sig videre. Denne type børn vil have svært ved at efterleve voksenkrav overalt hvor de kommer, og oftest have opbakning klar hjemmefra hvis de bliver konfronteret.

Hvis børnene derimod har oplevet, at de voksne er velmenende og konsekvente rammesættere, vil de have samme billede, når de møder lærere, politi og andre autoritetspersoner. Det er derfor forældrenes pligt at sørge for, at grundstenene er lagt ud, inden børnene rammer børnehaver/uddannelsessystemet. Hvis ikke dette er sket, vil børnene møde den ene vrede voksne efter den anden, og derved have en dårligere forudsætning for at få maksimalt udbytte af samfundets lyksagligheder.

Hvis børn vokser op i en familie, hvor man får lov, og alt er til diskussion – vil de få en forvrænget autoritetsforståelse.

I helt gamle dage skulle hverken politi, skolelærere eller forældre tænke super pædagogisk. I sidste ende kunne de nemlig bruge frygt som sidste udvej. Forældrene sad på magten og måtte slå, lærerene kunne sladre til forældrene (eller slå selv), politiet var man lidt angste for, og på den måde rettede man sig bare ind. Det var gammeldags, i dag kontroversielt, men det virkede. Nu vil jeg altså på ingen måde billige vold – og tager afstand fra det på alle tænkelige måder! Men dengang var der et tydeligt mønster i, hvem der dirigerede, og hvem der var i lære som voksne! Mange børn er i dag ret ligeglade med deres lærere, som ikke har nogen reprisalier der påvirker børnene. Pop-kulturen dikterer nærmest, at vi skal modarbejde ordensmagten- og forældrene giver ofte bare lov, fordi de fejlagtigt tror, at man kan blive uvenner med sine børn, hvilket man ikke ønsker. Det er da ikke det store mysterium, hvorfor autoriteter i dag har det svært med den nye generation.

Alle børn drømmer om at lykkes, få succes og masser af ros. Det er egoistisk at vi forældre, på grund af egne behov for fred, ikke vil æde den pligt der fulgte med at sætte børn i verden. Nemlig at være de slemme voksne der sætter tydelige krav, ikke gider at diskutere, og som holder ved til det sidste!

  • Lad være med at diskutere med børn. Hvis I vil have dem til noge, så fortæl dem hvad I vil have dem til – INGEN DISKUSSIONER!
  • Sæt tydelige rammer i hjemmet og stå ved det der bliver sagt! Ikke ryste på hånden! Børn kan mærke, når der er en mulighed for en vej ud, og går efter den. Det står i deres jobbeskrivelse som grænsesøgere.
  • Øv børnene i at efterleve krav. Giv dem små tvangsopgaver når de er friske og har fyldte maver. Så kan de godt klare pres og I kan være vedholdende til det sidste uden dårlig samvittighed.
  • Drop lange sætninger og vær tydelige i forventninger i stedet. Det gør det nemmere for børnene at lykkes og derved opnå ros fra jer (autoriteten).
  • Børn elsker deres forældre betingelsesløst!! Husk det og sæt grænser for dem fra de er helt små!

2 tanker om “LÆR JERES BØRN AT RESPEKTERE AUTORITETER I AL ALMINDELIGHED!”

  1. Er der virkelig mange børn der mangler respekt for autoriteter? Eller sætter du tingene på spidsen? Dette er ikke en kritik men en undren.
    I dit indlæg lyder det desuden som om, at nutidens forældre glemmer at opdrage på sine børn. Kan det passe? Og hvorfor hvis det kan passe, hvorfor tror du ikke de gør det (altså udover at de er bange for at blive uvenner)
    Mvh Anna

    1. Hej Anna
      Det kunne blive et rigtigt langt svar, og jeg vil derfor gerne vende tilbage med et indlæg mere om det en anden gang. Jeg SÆTTER tingene på spidsen i mine indlæg, men jeg vil stå 100% ved, at autoritetsmisforståelse er en af årsagerne til, at børn i dag føler sig misforstået i skolen. Børnene er ganske enkelt opdraget til, at deres mening altid tæller og har sin ret. Det ør tingene svære, når det viser sig at være forkert. Men tak for din konstruktive feedback. Mere af det.

Skriv et svar