DET ER ET FORÆLDREANSVAR AT VÆRE GAMEMASTERS I JERES BØRNS DIGITALE LIV!

Helt ned i 6 års alderen kapitulerer mange forældre, og giver deres børn deres første smartphone. Alle børn ønsker sig en, og med rette. Det er da et lækkert legetøj. Men vent så længe I kan, for det kræver sit, at være online-barn.

Sammen med telefonen følger et hæsblæsende behov for at være “med”, “på” og “til rådighed”.

I dag er det ikke noget særtilfælde, hvis 12 årige er på både Snapchat, Instagram, Facebook og hyppige brugere af YouTube. Børnene udvikler hurtigt et behov for at holde sig ajour på medierne, og desto flere forskellige medier der er, desto mere tid skal de bruge, for ikke at føle de er bagud. Det er i sig selv ikke problematisk, at børnene lærer at begå sig på alle de medier. Det bliver en væsentlig del af deres verden fremadrettet. Men hvordan lærer de så det? At begå sig? Ved bare at bruge det? Nej! Det er en forældreopgave at lære dem hvordan de bruger dem, og hvad de bruger dem til.  Det er også en forældreopgave at bestemme hvor MANGE medier de vil bruge.

Opdragelse skal nemlig ikke kun ske i den virkelige verden, men også i cyberspace! I den virkelige verden lærer vi børnene at tale pænt, klæde sig pænt, være gode ved andre, have gode manerer, vurdere hvad man siger hvor, hvem man taler med osv. Vi holder øje med dem, forventer noget af dem og forventer nøjagtige evalueringer fra både andres forældre, fodboldtrænere og lærere. Alt det samme skal i princippet også ske på de sociale medier. Her er der bare kun jer selv til at gøre det.

Glemmer vi forældre lidt, at cyberspace også er en social arena, hvor vi ingen intra-beskeder får, hvis tingene løber af sporet for vores børn?

Alle har haft, eller kommer til at få, mødet på skolen omkring børnenes brug af sociale medier. Velmenende lærere og SSP medarbejdere fortæller om alle de ting, som kan være farligt derude. De fortæller om online mobning, og omkring eksempler hvor fremmede børn har haft dårlige oplevelse med medierne. Til sidst beder de jer holde øje med, hvad JERES unger laver på deres telefoner- og så slutter mødet, og vi går hjem. På vej hjem taler vi om eksemplerne, og bekræfter hinanden i at “nu skal vi også i gang”. Problemet er nu bare, at barnet nu har haft mobilen i snart to år, uden at vi har kigget i den en eneste gang. Dette vil med al sandsynlighed skabe en større konflikt som vi ikke ønsker. Vi nøjes derfor med, at understrege hvad de ikke må “derinde på medierne”, og parkerer den. Derefter anmoder vi vores børn om “venskab”, og tror så den hellige grav er vel forvaret. Forældre er bare ikke “venner” med deres børn, og det eneste vi vil opnå er, at vi med stor sandsynlighed sætter børnene i en prækær situation overfor vennerne.

Forældrenes snagen i børnenes telefoner skal starte, den dag de får den! På den måde vænner de sig til det, og forsøger ubevidst at rette deres adfærd ind efter forholdene.

Det er SÅ vigtigt, at børnene ikke skal opdrage sig selv på medierne. Smider lige en lidt gammel reference til filmen fluernes herre“, hvor børnene strander på en øde ø uden voksne, og selv skal skabe rammer og kultur, for det fællesskab de skal agere i for at overleve. Det er et fiktivt og lidt søgt eksempel, det ved jeg godt. Men det understreger min pointe om, at huske at holde børnene nøjagtig lige så meget i hånden i cyberspace, som vi gør i virkeligheden. OVERVÅG DEM… Ja! OVERVÅG DEM!. Det må man faktisk godt med sine børn. Det er ikke krænkende for deres privatliv. Det er noget forbandet vås.

Børn vil bare så gerne opleve at de lykkes i livet. Hjælp dem.

  • Vurder i hvor tidlig en alder I vil opbygge behov hos børnene. Tal om det og bliv enige som forældre (også med eks’erne). Det er vejen til god ballast og “rolige hænder”.
  • Sammen med telefonen skal der følge en besked om, at I tager den, og lurer i den efter behag! Dette gør børnene opmærksomme på, at de skal øve sig i at leve op til jeres forventninger.
  • Vær opmærksom på hvor fikserede de er efter at få bekræftelse (likes) på medierne. Det kan være tegn på dårligt selvværd.
  • Bestem hvor mange medier de skal på og vær ikke bange for at sige STOP! Man kan faktisk godt give Instagram pause på ubestemt tid, og ingen ender udenfor fællesskabet ved ikke at være på alting. Tro på at I kender jeres børns behov bedre end de selv gør!
  • Børn elsker deres forældre betingelsesløst!! Husk det!

Skriv et svar