Klokken er ved at være 16:00, og det er fyraften. I stedet for lige at få ordnet indkøbene, så ræser vi afsted til institutionen. Vi vil nemlig ikke være de sidste, der henter vores barn i institutionen. Ja det kan til tider virke som om, at der er en slags status i, at hente så tidligt som muligt. Når vi når frem, er der kun nogle få børn tilbage – gisp! Børnene sidder i en lille flok omkring en leg, med rigeligt af pædagoger. Vi kan godt se at de hygger sig og griner, men alligevel overmandes vi af afmægtighed og dårlig samvittighed. Alle de andre børn er jo sikkert hjemme med deres overskudsforældre, og hygger sig foran pejsen med stearinlys, skumfiduser og højtlæsning. Nej! Mange af dem spæner nemlig overskudsløse rundt i supermarkedet med trætte børn, bare fordi de ikke ville være de sidste, der hentede deres unger i institutionen. En anden mulighed er naturligvis, at de arbejder halvtids, og har andre muligheder end flertallet af forbrugsslaver. Så slap af kære “16:45 forældre”! I får lige et skulderklap.
- Vent med at hente jeres børn, indtil I er klar til faktisk at give dem jeres opmærksomhed. Indtil da er institution et ganske godt alternativ.
Når vi kommer halvsvedende ind i institutionen til ungerne, er de oftest glade for at se os. Nogle gange har de ikke tid til at komme med hjem, mens andre kan have nemt til tårer efter en lang dag. Dette må vi dog endelig ikke forveksle med “ked af det-tårer” . Børn er trætte efter en lang dag, men det betyder ikke, at de har lidt nogen form for overlast ved at være i institution. Det gør børn faktisk utrolig sjældent. Det er her, at det er afgørende, at vi er de afslappede og rolige overskudsforældre som godt ved, at sen afhentning bare er et vilkår, som børnene ikke tager skade af. Faktisk er den sidste halve time ofte den aller bedste for børnene i institutionen. Hvis ellers at institutionerne gør deres arbejde godt, så får børnene en masse prima voksentid, og muligheden for at komme helt tæt på de voksne uden opmærksomhedskonkurrence fra 50 andre.
Hvis børnene siger “jeg er altid en af de sidste der bliver hentet”, så tag det helt roligt. Det er fordi de fornemmer vores usikkerhed og vil teste den. Det er her, at vi skal have is i maven og fortælle dem, at det jo bare er sådan det er. Børn elsker bare når vi ikke er til at rokke med. I mine 13 år i institution har jeg endnu aldrig oplevet, at et barn er ked af, at have en legesyg pædagog helt for sig selv en halv time. Heller ikke selvom de siger noget andet når vi kommer ud i bilen. Når børn er trætte søger de omsorg. Den kommer i rigelige mængder, hvis de kan få os til at tro, at de har haft en dårlig dag.
- Stressede forældre giver urolige børn.
Det kan da godt være, at klokken bliver 16:45 før vi dukker op i SFO’en efter dem. Det betyder ikke en skid, så længe vi har ro i mavsen, og er klar til at “se dem” når vi endelig kommer frem. Oven på 9 timer lang dag, har børnene intet ud af, at rende rundt i et supermarked efter deres stressede forældre. Når disse forældre endelig kommer hjem fra “ærinde-marathon”, så laver de alligevel bare den helt klassiske forældre-afledning: “Nu kan du lige sætte dig med iPad’en, men kun i en halv time ok?”. Efter halvanden time er der så pakket ud, ordnet vasketøj, maden er klar og Facebook er checket. Så kigger vi ind i stuen med et overskudsagtigt smil, og siger: “Så er den halve time vist gået skat”…
Forældre der hviler i sig selv, er en gave for børnene. Der er ingen pædagoger, der ser skævt til afbalancerede forældre, bare fordi de henter børnene sent i institutionen. Det kan være en prioritering, som man har gjort sig i familien, hvilket er helt okay! Det kan også bare være en nødvendighed ,at vi arbejder sent for at tjene til dagen og vejen! Sådan er vilkårene for mange, og det er der heller ingen problemer i. Problemerne opstår først hvis vi stresser over en følelse af utilstrækkelighed. Hvis vi har dårlig samvittighed over vores prioriteringer, så er det vores egen forbandede opgave at lave om på det. Hvis det er en nødvendighed, er der ikke noget at gøre ved det! Det ligger dog helt fast, at børnene ikke kan være tjent med forældre, som ikke tør stå ved deres beslutninger. Den slags forældre som kryber ind langs panelerne, og taler baby-sprog til børnene. Deres børn bliver sgu da med rette utrygge og usikre på, hvem der i grunden har styr på tingene.
- Generer overskud til når I henter børnene i institution. En afslappet forælder med et stort smil er klart at foretrække. Både for personale og børn.
- Sæt telefonen på lydløs når I går ind i institutionen og vær til stede de 5 minutter det tager.
- Giv jer selv tid til at sidde eller sludre i fem minutter om nødvendigt. Enten med børn eller personale.
- Børnene er trætte. Lad være med at diskutere med dem hvis I skal skynde jer afsted. Rolige og klare beskeder er den bedste modgift til trætte og småhysteriske børn.
Kære Peter hatte af for det velskrevne,som du har så evig ret i.☺Børnene hygger sig,ingen tvivl om det☺
Hvor er det dog dejligt, at nogen vil forsøge at give de travle forældre god samvittighed.
Det er naturligvis ikke ideen med at få børn, at man på nogen måde skal lave sit liv om – gå ned i tid, vente med at dyrke karrieren, lade være med at træne op til halvmarathon, ikke se vennerne eller droppe sine sociale netværk.
Børn er da ingen hindring for, at man kan leve sit selviscenesættende karriereliv.
Der skal selvfølgelig helst være en eller anden form for institution, som kan tage sig af de basale behov – og de fundamentale læringsprocesser indenfor sproglig udvikling, socialisering, osv osv osv. Men det har vi jo netop de skattebetalte børneinstitutioner til. Ganske vist vil vi heller ikke så gerne betale skat, så de kan køre forsvarligt – men det er jo blot et spørgsmål om, at der skal være en god ledelse, som på dygtig vis forvalter de sparsommer ressourcer, der nu engang er – det er jo et vilkår. Som man siger.
… Som man måske kan gennemskue, hvis man har læst så langt som hertil, er jeg lodret uenig i P. Greens synspunkter.
Børn har brug for deres forældre. Ikke såkaldt kvalitetstid (kvalmende begreb) Men hverdagstid, hvor de oplever livet sammen med deres forældre. Også i Netto. Men s*# ikke efter kl. 17.
Lad os nu rejse den debat, som ingen åbenbart tør tage fat på – giv børnefamilierne ægte mulighed for at hente deres børn tidligt og have et hverdagsliv, hvor børnene oplever både hverdag og fritid sammen med deres forældre. Lad være med at bilde Jer selv og hinanden ind, at det er nødvendigt at arbejde 60 timer om ugen, og at karriere og arbejdsliv er vigtigere end Jeres børns opvækst. Løsningen er ikke at forlænge institutionernes og forretningernes åbningstid.
Ta’ Jer sammen og kræv, at Jeres arbejdsplads giver Jer mulighed for at være sammen med familien andet end lige i weekenden og på ferierne.
Og tænk på, at det nok ikke – trods mange rigtigt gode pædagoger – er det bedste for børn at være på samme sted med de samme mennesker i så lang tid. Visse dele af samfundet synes selvfølgelig, at det er helt fint, at selv små børn vænner sig til det – så bliver de sikkert bedre til selv at være længe på arbejde, når de bliver voksne…
Tænk Jer et samfund, hvor børn opdrages i institutioner – det er et skræmmebillede, som blev brugt meget fordømmende om Kina under Mao.
Børn ændrer ens liv. På den fede måde. Men det betyder også, at der ikke er så meget tid til en selv (fitness, marathon’er, café, venner, fritidsinteresser og karriere). Tag beslutningen, inden I får børn, og sæt Jer ind i, hvad det kræver af tid og opmærksomhed. Så kan det faktisk være, at vi får et samfund, som er noget værd, når de kommende generationer vokser op.
På trods af din uenighed med mig, så er jeg faktisk meget enig i dit besyv. Børn skal da også de trælse og kedelige ting med deres forældre, og en god hverdag med klare og tydelige overskudsforældre, kan ikke sidestilles jævnbyrdigt med noget alternativ. Jeg vælger bare at tage børnenes udgangspunkt i den arbejdskultur, som vi nu engang befinder os i i dag. Den vil jeg trods alt ikke bilde mig selv ind, at jeg kan ændre. Man kan faktisk godt være en rigtig god forælder, selvom man vælger, eller er tvunget til at have lange arbejdsdage.
Thumbs up på afsluttende kommentar, Peter.