SÆT BØRNENE FRI FRA DERES OG JERES BEGRÆNSNINGER!

Den altoverskyggende opgave med at opdrage børn må være, at gøre dem til selvstændige, eventyrlystne og modige mennesker i en uoverskuelig spændende verden, som kan være ubarmhjertigt. Alligevel oplever vi børn, som i en meget tidlig alder, begynder at italesætte sig selv med begrænsende narrativer såsom “jeg er bange for højder”. Disse narrativer kan blive selvforstærkende og forudbestemmende for resten af livet, og bygger rigtig ofte på ting, som de har hørt fra os forældre. Vi tillader ofte børnene at tillægge sig disse begrænsninger, fordi vi har det på samme måde, og derfor glemmer at udfordre dem til at blive anderledes end vi er. Det kan give tryghed, at man kan se sig selv i sine forældre, men det skulle gerne være for kvaliteter og ikke mangler. I den forbindelse anbefaler jeg omvendt curling, som jeg lige vender tilbage.

“Jeg kan godt forstå, at du ikke kan lide højder – det har jeg heller aldrig kunnet”.

Alle mennesker finder gennem livet ud af forskellige ting omkring sig selv. Hvilke ting som vi for eksempel ikke kan lide, og ting vi er angste for. Nu taler jeg naturligvis om os, som har levet et langt liv, med et utal af eksperimenter på livets CV. Eksperimenter som har været med til at forme vores egen opfattelse. En af grundene til at de fleste i vores generation har et langt CV, er formentlig, at den tidligere generation var mere frygtløse i deres stræben efter, at vi skulle finde vores egne grænser. Jeg erindrer f.eks. ikke rigtig noget, som mine forældre var decideret bange for. Men som årene er gået, har jeg da fundet ud af ting, som mine forældre er knap så glade for. Det var bare ikke noget, der blev italesat for os som børn. Jeg har f.eks. aldrig vidst, at min mor var dødsens angst for torden. Da vi var små, skulle vi jo altid hen til vinduerne sammen med hende og kigge ud når det tordnede. Hvad jeg ikke vidste var, at det var for at sikre, at vi ikke fik samme problem som hun havde. Vores forældre søgte ikke at være soulmates med os, men rustede os i stedet til, at kunne mere end de selv kunne. En slags omvendt curling, som er funderet på tanken om, at man ikke behøver fortælle sine børn alt for at være en god og kærlig forælder.

Nu om dage deler mange forældre stort set alt med deres børn. Alt fra følelser som børn ikke forstår, til personlige kriser, angst og bekymringer. Vi gør det, for at vores børn skal opleve os som menneskelige og på bølgelængde, og på den måde få børnene til at identificere sig med os. Det kan vi godt lide. Men vi gør ikke rigtig børnene de store tjenester ved at fortælle dem om alle de ting, som vi er bange for. I stedet er vi ubevidst med til at projicere vores egne usikkerheder videre til dem. På trods af at vi har brugt de meste af vores liv på at finde frem til vores egne grænser, så står mange helt unge i dag med et hav af begrænsninger, som udelukkende er affødt af vores behov for at fortælle dem ting, som de ikke har noget ud af at vide. “Jeg har aldrig turdet – jeg har aldrig kunnet – jeg har aldrig villet”. Vi skal lade være med, at afskære dem fra de veje som leder hen til de ting, som vi selv fik nederlag ved. Det står ikke skrevet nogen steder, at børn kommer til at opleve de ting som vi selv oplevede. Ved at gøre dette, er vi med til at fastholde dem i den meget omtalte sociale arv.

“Jeg kan godt forstå det er svært at sidde stille i skolen – sådan var det også for mig”.

Hvis vi ønsker at hjælpe vores børn, til at kunne mere end vi selv kan, så skal vi gøre op med vores behov for at tro, at vi hjælper dem med at overkomme frygt og modgang, ved at sidestille os med dem. Når nu vi ved, hvad som gjorde livet svært for os, hvorfor så ikke lære børnene at mestre disse netop ting? Det gør vi ikke ved at legalisere det, men ved at turde træde ud af vores egen usikkerhed, og motivere dem til at gøre det bedre end vi selv formåede. Hvis vi er bange for vand, er det vores pligt at sørge for, at vores børn får chancen for IKKE at være det. Det er en romantisk misforståelse, når vi lader børn slippe for ting, bare fordi det gør os varme om hjertet, at vi synes, at vi kan se noget af os selv i dem.

I mit arbejde har jeg haft fornøjelsen af, at få lov til at rejse en hel del udenlands med større grupper af unge, som ikke kender hinanden på forhånd. I den forbindelse havde jeg for flere år siden en længere snak med en mor, hvis datter skulle med på en femdages tur til udlandet. Mens datteren stod intetmælende ved siden af, listede mor alle pigens formodede begrænsninger op, bare lige for at vi kunne hjælpe hende bedst muligt på turen. Pigen sov ikke om natten, spiste meget lidt, og var utryg blandt mange nye mennesker. Mor sluttede dog behørigt af med: “jeg var nøjagtig ligesådan da jeg var ung”. De første par dage forsøgte pigen at efterleve mors fortællinger om hende, men i længden blev de begrænsningerne gjort til skamme. På disse ture lod vi nemlig forforståelse og begrænsninger ligge hjemme, og pigen fik derfor lov til, at træde ud af sine begrænsende narrativer i fem dage. Hun sov fordi hun var træt efter lange, sjove og spændende dage! Hun spiste, fordi hun var sulten, og hun kom hjem med 5 nye bedste venner, som ikke kendte alle hendes begrænsningerne.

Vi er nødt til at antage, at det er af uvidenhed og med omsorg for øje, når forældre italesætter deres børn med begrænsende narrativer. Det er en del af curling-problematikken. Vi skal naturligvis huske, at lade dem vide, at de menneskeligt set er gode nok, præcist som de er. Men vi bør passe på med at italesætte vores børn begrænsende, da det kan blive selvforstærkende. “Han er sådan en der altid kommer for sent”, “hun er sådan en, som altid er klassens klovn”, “han er sådan en der aldrig kan sidde stille”. Hvis det er sådan, at børnene oplever vi taler om dem, så er det med stor sandsynlighed det de vil gøre. Det man taler, om får man nemlig gerne mere af.  Vi skal kigge på børnene som et gigantisk udviklingspotentiale, og forvente forbedring på alle de områder der kan udvikles. Det er god hjælp.

Hvis ting bliver italesat som endegyldige – hvorfor så gøre sig umage for at ændre dem?

Hvis Karina, i en alder af 13 år, tror hun lider af endegyldig højdeskræk, så er det gudhjælpemig nogens opgave, at motivere og presse hende til at udfordre dette, og ikke bare svare hende med: “Det er også træls – sådan har jeg også altid haft det”. Børn er blanke lærreder, og det endelige maleri som først står færdigt om 70-80 år, skal gerne være malet af børnene selv, og ikke bare være kopier af andres. Originaler er altid mere værd end kopier.

• Brug gerne altid og aldrig når I omtaler jeres børn. Men gør det i positive sammenhænge. “Jacob er altid god til at hjælpe til derhjemme”. “Johanne er aldrig sur når hun skal i seng”. (Nudging – meget oppe i tiden)
• Lad aldrig jeres egen angst for ting stå i vejen for hvad børnene må få lov til at prøve. Når nu børnene HAR lært at springe på hovedet i vandet, kan I sagtens sige “du er godt nok sej – det har jeg aldrig selv lært”.
• Brug princippet “need to know / nice to know”. Hvad har de noget ud af at vide, og hvad har de intet ud af at vide.