NÅR BØRNENES SENGETID SÆTTER ALLE I FORLEGENHED!

Tror mange er bekendt med børn, som ikke vil sove, når de bliver lagt i seng. Mor eller far skal med, for at ligge ved siden af mens børnene falder i søvn. Det kan være en daglig udfordring hjemme, hvor skrig, skrål og gentagne besøg i stuen – kan blive en belastende afslutning på en ellers god dag. Særligt tydeligt kommer det til udtryk, hvis vi har gæster, som har har børn med, der ikke har lært at sove alene. Det bliver en farce at få puttet ungerne, og voksne mennesker må forlade festen i længere tid, for at dyrke en pædagogisk deroute af de helt store. Alle har en holdning til det, og det er en pinlig situation for både børn og forældre. Men hvorfor er det sådan, og hvordan opstår dette forskruede mønster? I langt de fleste tilfælde er det ret enkelt.

Ballade ved sengetid er bare en magtkamp om rettigheder, som vi selv har skabt.

I mange tilfælde kan problemet allerede være startet, mens børnene er ganske små. Vi synes det er top hyggeligt at ligge sammen med dem, mens de falder langsomt i søvn. Men får vi ikke stoppet i tide, vil barnet opleve, at det er sådan det skal være. Det kan derved ende med, at barnet føler det som sin ret, at have en voksen til at ligge ved siden af, når de skal falde i søvn. Det paradoksale er, at det ofte er den voksnes behov, som lægger fundamentet til glidebanen. Vi har jo lyst til at ligge ved siden af, men vi kunne ligeså nemt lære dem noget andet. Det kan ende med at blive ris til egen røv.

Regningen for ørkenlange putte-ritualer skal betales af børnene når de bliver ældre.

Der er nemlig en overset problemstilling, ud over de hjemlige godnat-kampe, og pinlighederne når vi har ungerne med os i byen. Hvis ikke vi tidligt får lært børnene at være trygge ved at sove alene, så kan det betyde, at vi sætter dem i en slem knibe fremad i livet. Det er bl.a. denne omsorgsforvirrede gruppe af børn, som har det svært med at sove væk hjemmefra. De kan ikke selv se, hvordan de skal komme igennem en nat, uden at mor eller far er i nærheden. Ud over at gå glip af en masse sjove “sleep-overs” med kammeraterne i weekenderne, så vil disse børn også komme til at være enormt usikre på, at skulle deltage i mere væsentlige arrangementer såsom klasseovernatninger, sportsstævner osv. Ofte ender forældrene med at deltage som hjælpere, for at børnene skal lykkes med at sove der. Men hvis vi tror, at det hjælper børnene til at lykkes – så tager vi fejl. Fakta er, at det er utilstrækkeligt forældrearbejde, hvis ikke børnene har modet og lysten til at sove ude. Det er ganske enkelt fordi, at de ikke har lært det.

Typisk KAN disse børn dog faktisk godt klare skærene med en optimistisk tilgang, og i de rette pædagogiske rammer- HVIS de overhovedet kommer afsted. Det gør de bare ikke så ofte. Børnene ved jo godt det bliver svært, så de vil ubevidst stritte imod, for ikke at skulle mislykkes. Vi forældre synes ikke, at de skal gå glip af noget, så vi presser på for at få dem til at deltage . Om ikke andet, så bare indtil sengetid – så kan vi afhente dem der. Men børnene ender i en ubarmhjertig og unfair klemme. Alle de andre børn skal nemlig sove der, og derfor vil barnet føle sig utilstrækkelig i forhold til vennerne, som uforstående prøver på at hjælpe med velmenende opbakning. I et sidste skud på at få dem med til arrangementerne, forsøger vi nu at hjælpe børnene med nogle udveje. Vi sikrer os, at gøre både børn og trænere/ledere opmærksomme på, at de altid kan ringe hvis det bliver nødvendigt. Disse narrativer hjælper dog overhovedet ikke barnet, som hører dem og HUSKER dem. Vi tror vi gør dem en tjeneste, men faktisk er det inderlig forfejlet omsorg. Vi er med til at forhindre dem i, at lykkes på egen hånd. Hvis vi giver sådan en udvej, er det jo det samme som at sige, at vi ikke tror på det lykkes.

“Louise er ikke så glad for at sove væk hjemmefra i øjeblikket, så jeg HAR også sagt til hende, at hun bare skal sige til, hvis hun ikke kan klare den”…??

Men fat mod! Det er ikke en uoprettelig skade. Det kræver dog en fast hånd, og en tro på at børnene ikke går i stykker, bare fordi at vi trumfer noget igennem som forældre. Man kan vel gå så langt, som at kalde det en slags kold tyrker for både børn og forældre. Måske mest for de sidstnævnte. Vi skal selv starte med, at erkende at der er et problem, som vi skal have tilset og fikset. Vi kan sagtens fortælle børn, at der vil ske en forandring fra nu af. Vi skal blot italesætte problematikken kort og præcist, lægge dem i seng, kysse dem godnat og give dem klar besked om, at vi ikke kommer ind til dem mere i dag. Derudover understrege, at vi ikke vi have, at de kommer ind i stuen mere i dag. En klar forventning  med optimisme- ikke “surhed”. Det er ikke det samme! Det vil utvivlsomt udløse en reaktion fra barnet, som vil gøre alt hvad han/hun kan, for at ændre situationen til sin umiddelbare fordel. Men hold fast og lad dem bare ligge. I kan roligt afvise dem og bare bede dem om at lægge sig ind igen. I har nemlig allerede sagt, at I ikke kommer tilbage, så barnet ved godt, at det faktisk er en reel mulighed. Men vi skal overholde det, ellers er skuddet i bøssen brugt. Børn elsker at vide hvad der skal ske, og at de kan regne med, at voksne mener hvad vi siger, og står fast på beslutningerne. Det gør dem trygge, også selvom de vil forsøge at ændre slagets gang. Det er sådan børn er indrettet. Det er et spørgsmål om nogle dage, så er det ovre. Børnene vil ikke lide overlast, og vil elske jer ligeså meget næste morgen. Det hele er bare en magtkamp, som børnene INTET får ud af at vinde!

Måske vi godt kan overkomme at stramme lidt op, hvis det betyder, at vi fremover kan lægge de små og store pus ind i seng, kysse dem på kinden og sige;

“Tak for en dejlig dag. Kan du nu sove rigtig godt – så glæder jeg mig til vi ses i morgen”. “Godnat”!

• Læg børn i seng FØR de bliver for trætte. Hellere for tidligt med en kamp – end for sent.
• Drop en helt masse ritualer som f.eks. at lyset skal være tændt. Det er bare endnu en dårlig vane, som vi skaber i et forsøg på at være omsorgsfulde. Der er mørkt når man sover! Det er en god lære.
• Giv børnene helt faste sengetider og overhold dem.
• Historielæsning er fantastisk på utrolig mange plan- men gør det i god tid, så sengetiden overholdes.
• Lad telefoner og iPads ligge i køkkenet natten over – det giver fred.
• Send børnene med på ture og overnatninger med stor tiltro! Tro på de kan, og sig det til dem! Ingen “men’er”. (“Det vi taler om, får vi mere af”: Rasmus Alenkær).
• Undlad at give dem telefoner med til overnatninger og sportsture. Stol på de voksne og lad dem vurdere og kontakte. Oftest kan de klare tingene på stedet.