I dagens Danmark arbejder vi mere end nogensinde før. Arbejde er i langt højere grad blevet en del af vores identitet, og vores iver efter at lykkes på jobbet, kan i nogle tilfælde overskygge alt andet. Men mens vi arbejder livet ud af os selv, for at få råd til at købe alle de rigtige ting til os selv og vores børn, så er børnenes opgaver blevet færre og færre. Bevares- skoledagen er da blevet længere! Men mens vi ængsteligt overkompenserer for dette, er vi med til at skabe en generation, som ser passivt til, mens ting kommer væltende ned fra himlen af sig selv.
I dag går rigtig mange børn hjem efter skole, i stedet for at gå i fritidstilbud, hvor de kan blive stimuleret af andre børn i en anderledes ramme. Når ungerne kommer hjem, skal de have sig lidt at spise, hvorefter de er tvunget til at yde en aktiv indsats for at initiere en social aktivitet sammen med andre. I mange tilfælde bliver løsningen, at smide sig med en filmtjeneste eller computeren, indtil der kommer nogen hjem som “gør noget” inden fodboldtræning eller gymnastik. Vi voksne synes også det er ret synd for børnene med den skolereform. De er jo utrolig trætte efter en meget lang skoledag. Vi beder dem derfor ikke at foretage sig noget særligt mellem 15 og 16:30, hvor resten af familien kommer hjem efter en 10 timers arbejdsdag. Børnene er jo også stressede og har brug for at slappe af?
Hvorfor afholder mange deres børn fra at lære, at der er ting der skal gøres, også når livet er hårdt?
Som barn kan jeg huske, at vi kom hjem fra skole, spiste og gik ud til de andre på vejen, og fortsatte aktivitetsniveauet helt frem til fodboldtræning kl. 18:00. Vi var sammen på gaden, spillede fodbold i haven, eller cyklede rundt uden cykelhjelm. Men ikke onsdag! Onsdag skulle hele huset nemlig støvsuges, før mor og far kom hjem fra arbejde. Aftalen var, at det skulle være ordnet til når mor kom hjem, og det skulle endda være gjort ordentligt, og ikke bare skøjtes hen over. Måske var det netop af den grund, at hun havde valgt onsdag, hvor jeg IKKE skulle til fodbold, og derfor havde tid til at gøre det om igen hvis det var for ringe. Dengang var indsatsen ikke nok til ros, og voksne turde godt bede børn om at gøre tingene om, hvis ikke de var gjort ordentligt.
I dag har vi alle travlt. Faktisk har de fleste også travlt, når de endelig kommer hjem. Der er jo altid ting der skal ordnes, og nu opstår dilemmaet. For hvad er værre, end at have skrigende unger hængende på lårbasserne, samtidig med vi skal foregive, at være både Jamie Oliver og Christian Bitz på samme tid. Hvad er nu nemmest? At inddrage ungerne i dagens gøremål, eller at parkere dem bag iPad’en i de klassiske “30 min”, mens vi gør alting selv. Vi vil bare gerne have tingene gjort, så vi kan nå noget hyggelig familietid, som i dag har fået den betydning, at man ingenting kan foretage sig. Derudover ved vi godt, at vi får et bedre resultat, hvis vi gør tingene selv. Så er det jo nemmere at parkere ungerne udenfor forstyrrelses-rækkevidde, og lige få tingene ordnet selv. Problemet er bare, at vi lærer vores børn, at verden drejer videre rundt om dem, uden at de har nogen del i det.
Børn skal inddrages for ikke at blive passagerer i deres eget liv.
Vi kommer ikke udenom, at dagens pligter skal ordnes, selvom det har været en lang dag. Sådan er livet jo, og det går ikke væk med årene. Uden pligter lærer børnene, at tingene kommer af sig selv, uden at de skal yde en indsats for dem. Men hvorfor er vi stoppet med daglige pligter? Vi ved jo netop, hvor stimuleret man kan blive af at føle sig vigtig og nødvendig for sine omgivelser. Faktisk den hyppigste grund til folk trives på deres arbejde i dag. Sæt nu bare børnene i gang med nogle opgaver, som kan ophøje dem til at være deltagere og ikke bare passagerer i deres eget liv. Giv dem daglige eller ugentlige pligter, hvor de kan lære, at ting skal gøres selvom de er trælse. Samtidig vil de opleve, at være en del af at få hjulene til at dreje rundt i familien, og derved indtage en plads.
Pligter er ikke en straf. Pligter er noget, som man har ansvaret for i et fællesskab.
Børn tager nemlig ikke skade af, at skulle yde en indsats i dagligdagen. Men det er ikke nok man får de dyreste og flotteste arbejdshandsker – de skal også bruges. Pas derfor på med ikke bare at være tilfredse fordi børnene endelig lægger iPad’en fra sig og deltager en smule. De skal sgu også lære at gøre det ordentligt. Når man har støvsuget hele hytten, og har gjort sig umage, så vil man helt naturligt blive advokat for, at andre ikke sviner unødigt. Det er netop HER at værdien opstår, og børnene får følelsen af, at de er en del af noget større, og har ansvar. Der er ikke noget bedre, end at få ros for en opgave man har gjort sig umage med. Samtidig er der ikke noget mere meningsløst, end ros for noget hvor man godt ved, at man har snydt. Denne læring kan børnene bruge gennem hele deres opvækst, både til sport og i skolen.
Børn lærer ikke noget værdifuldt ved at spille computer, eller se tv i 2 timer hver eftermiddag efter skole. Tvært imod. Hjemlige pligter kan kan derimod understøtte, at børn opnår en følelse af at være værdifulde! Giv dem opgaver som de skal løse når de kommer hjem, og som skal være færdige, inden de voksne kommer fra arbejde. Det giver ikke kun os voksne en mulighed for at møde dem med en positiv forventning, det giver også børnene en mulighed for, at lære noget om standarder, samtidig med at de føler, at de udfylder en vigtig rolle for andre end dem selv. På denne måde er vi med til at understøtte en generation, der kan tage et slæb, også selvom det ikke lige umiddelbart er noget de gider.
- Børn skal tidligt opleve, at de ikke er tilskuere, men deltagere. Giv dem små opgaver de kan lykkes godt med – udvid hen ad vejen.
- Når børnene bliver lidt ældre, kan man lægge lommepenge ind i ligningen. Men glem aldrig, at man ikke får løn for ting som bare SKAL gøres. Man får løn for at tage del i et ansvar!
- Støvsugning, opvaskemaskine-tømning, plæneklipning, gulvvask mm. Alle ting som er lige til at gå til alt efter alder.
Super spændende læsning!