(Midtjyllands Avis klummeindlæg 28. juli 2016 – udvidet version)
Ferie! Endelig ro, fri og masser af nærvær med familien. Men alt imens vi går og tror at roen har indfundet sig- så dukker der gudhjælpemig en ny verdensomspændende dille op, som vi er nødt til at forholde os til- og det er vi. Pokémon Go.
Jamen Peter, din gamle nar. Er du nu sur over noget moderne igen? Er det ikke bare dejligt at børnene er aktive, og at de får bevæget sig rundt i det fri? Er det ikke bare fedt, at de kommer lidt ud og laver noget andet end at ligge i stuen med iPad, tv eller telefon, og er aktive med vennerne? Jovist er det det. De lærer også geografisk overblik, og lærer at navigere via kortfunktionen i spillet. Alt er faktisk fryd og gammen for ungerne, der har fundet en herresjov dille, som ifølge forskere, kommer til at nå dimensioner, som jeg aldrig tror verden har set før.
Hvad fabler jeg så i grunden om? Alle forældre og politikere er forblændede af de elementer, der får alle aldersgrupper til at vandre og cykle hvileløst rundt i lokalområdet på alle tider af døgnet, med telefonen oppe foran ansigtet.
I forhold til ovenstående går der bare en smule Blinkende Lygter i den med Pokemón Go. Slænget i filmen låser Ulrik Thomsen inde for at afhjælpe hans kokainmisbrug, og fodrer ham så med guld-øl, indtil han er vænnet af med kokainen. Han kommer dog ud som alkoholiker, men han tager da ikke kokain mere. Der ligger en enorm forældreopgave i, at skabe en fornuftig og afslappet ramme omkring en leg, der potentielt kan blive en verdensomspændende epedemi. Det er ikke bare sjovt. Der er også nogle bagsider af medaljen, som vi forældre bør forholde os til med det samme, og som langt de fleste forældre ikke er opmærksomme på.
Pokémon Go er nemlig anderledes end andre diller og spil. Det kan spilles ”as you go”. Altså sker der noget nyt hvis man bevæger sig fra et sted til et andet, og banen er uafgrænset. Spillet kan spilles i lokalområdet, i Djurs Sommerland, på skolen, i naboens kælder og sågar i Føtex. Der er som sådan ingen ramme omkring spillet, som der f.eks. er i andre spil, som starter og slutter. Der er heller ingen pauser i det, som vi kender det fra andre småspil til iPad’en, hvor man kan tage en pause og fortsætte samme sted senere. Hver gang der er slukket, vil børnene potentielt sidde med følelsen af at gå glip af noget (FOMO*). En svær følelse at tackle for både børn og voksne, og et velgennemtænkt element af spillet, som skal holde spillerne i gang.
Derudover er der naturligvis det økonomiske element i, at man er tvunget til at købe sig til succes med rigtige penge, såfremt man ikke har været med fra start, og derfor er for langt bagud til at gøre sig gældende i spillet. Ifølge min niece på 19 år skal spillerne ydermere vælge hold for bestandigt efter level 5. Dvs at verden deles op i tre hold, der spiller mod hinanden. Det får sgu lidt mig til at ryste lidt i bukserne må jeg indrømme.
Jeg synes børn skal have glæden af at spille Pokémon Go, men i et fornuftigt omfang. Det er da alt for gennemført. Jeg tænker også at forældre vil kunne få masser af sjov ud af at spille det SAMMEN med deres unger. Men hvis ikke forældre skal komme til at opleve stressede børn, som lever det meste af deres vågne liv gennem Pokémon App’en, så vil en hel generation af forældre være nødsaget til at komme frem i bussen fra start, og sætte nogle tydelige rammer for omfanget af børnenes spilleri. Men hvad ved jeg. Jeg er jo bare en gammel nar.
GO GO GO!!! Catch ém all….
* FOMO – forkortelse for “fear of missing out”. Angsten for at gå glip af noget.