DET ER OMSORG AT SENDE SINE BØRN I BAD MED ANDRE!

På mærkværdig vis blev 2016 året, hvor fænomenet “at bade med andre” kom til stor debat i danmark. I første omgang i forhold til hele indvandrer-debatten, men den sag er der rigeligt af kloge hoveder der beskæftiger sig med, og derfor vælger jeg lige et lidt anderledes socialt hygiejne-dillemma at stikke mine beskidte fingre i.

I vor dage er det nemlig ikke længere en selvfølge, at børn skal i bad efter de har dyrket sport, hverken i skolen eller til sport. Forældre sender i en lind strøm fritagelses-beskeder med til idrætslærerne, og tager deres børn med hjem fra fritidssport, uden at de har fået et bad først. Det er som om det er blevet synd for nogle børn, at de skal tage et brusebad sammen med andre mennesker, og forældre står i kø, for at “redde” deres børn, fra hvad der kan opleves som et grænseoverskridende overgreb på barnet. Hvad er det vi redder dem fra, og gør vi dem i virkeligheden nogen tjenester ved ikke at tvinge dem til det?

Fælles-bad kan være med til at styrke børns kropslige indsigt, selvforståelse og selvværd.

Lad os bare starte i skolen. I den skole, hvor man i gamle dage skulle gå i bad, og endda blive i omklædningsrummet, selvom man ikke havde deltaget pga en brækket hånd eller lignende. Dengang badet tjente et pædagogisk formål, både omkring blufærdighed og ganske almen hygiejne. Dengang der var tykke og tynde, lange og korte, nogle med hår på og nogle uden. Det var bare sådan det var, og alt imens vi lærte det, var der ingen vej udenom. Ja og så må vi endelig ikke glemme de få, som fik vorte-spray på fødderne, uden nogen hånede dem i “Vi Unge-brevkassen” af den grund. Det var jo bare sådan det var, og det var hverken til debat, eller noget man tænkte over.

I dag er det blevet et problem at få ungerne i bad efter idræt. Mange prøver at snyde sig fra det, mens andre melder helt fra til idræt, bare for at slippe for badet, som de føler sig utrygge ved. Disse børn har besked med hjemmefra, hvor deres forældre støtter op omkring, at de slet ikke kan deltage af den ene eller anden årsag. Nu tror mange af jer sikkert, at jeg her taler om teen-agerne med forskruede krops-idealer og dårligt selvværd. Men det er skam ikke kun dem. Det strækker sig også helt ned til børn i de små klasser, som ikke tør hoppe i de dadelfarvede bruse-rum sammen med kammeraterne.

Sportsfirmaer har i øjeblikket kronede dage i forhold til at sælge lukkede brusekabiner til idrætsforeninger og skoler, netop fordi det i dag er blevet et problem at skulle være nøgen med andre. Vi kan være i færd med at skabe en generation, som ikke er trygge og afslappede i deres eget hylster. Børn som senere hen, vil kunne ramle ind i langt større problemer, netop i forhold til kropsidealer og selvværd. En tendens der allerede kigger frem gennem mere end en lille sprække. Men det er ikke kun i skolen, at tendensen viser sig.

Kulturen i omklædningsrummet, herunder bad, bør være en fast del af al holdsport!

I mange sportsklubber er kulturen omkring badet helt forsvundet. Skønt mange unge trænere og ledere ønsker omklædningskulturen tilbage, så er de oppe imod forældre, som bringer og henter deres børn omklædte. Som nævnt i et tidligere indlæg (læs her), har stort set alle børn alligevel mindst én forælder med sig til sport. Det betyder, at hygge i og omkring omklædningsrummet afløses af en hurtig exit for mange. Ofte har ungdomshold i dag fået et personligt sæt specialtrykt spillertøj udleveret, og det fælles projekt omkring tøjvask er derfor heller ikke længere en grund til, at mødes i omklædningsrummet efter kampene. Hver mand har kun ansvar for sig selv. Lidt en samfundstendens. Men kan det ikke også bare være ligemeget? Man kan da bare bade hjemme? Altså efter en time i en varm bil med sur røv og svedig t-shirt? Kan man ikke?

Det er sundt at se “hinandens”, men badet tjener langt vigtigere formål.

Alle som selv har dyrket holdsport ved, at omklædningsrummet er et af verdens bedste rum for fællesskaber og grin. Det være sig både i skole og til sport. Både i sejrens time, og i nederlagets stund, kan omklædningsrummet (uden forældre tak) være stedet for fælles afrunding og socialt sammenhold. Holdet går ind sammen med træneren og lukker døren, og kommer glade ud med vådt hår 15 minutter efter. De 15 minutter med en sodavand og et bad, kan være nærmest terapeutiske. Efter en lortekamp kan omklædningsrummet være stedet, hvor man lige får grinet og hygget lidt, således oplevelsen ikke får lov til at ende på et “low note” i bilen sammen med mor eller far som alligevel synes, at det var alle de andres skyld, at holdet tabte.

Hvis det er fordi vi har travlt for at komme hjem, så vil jeg anbefale, at man slet ikke tager med.  Vi skaber en generation af børn, som er fysisk utrygge ved deres omgivelser, og ikke får basale oplevelser med på CV’et til ungdomslivet. Børn, som når de bliver seniorsportsfolk, ikke kender til alle lyksaglighederne ved at sidde i omklædningsrummet og hygge, og derfor kommer omklædt, og kører hjem i samme tøj. Derudover får de lært, at det er naturligt at hoppe i bruseren når man har svedt.

Børn der hviler i sig selv, har de bedste forudsætninger i livet.

Børn bliver ikke født med en følelse af utilstrækkelighed omkring deres egen fysik – det er noget vi skaber for dem ved at afholde dem fra konfrontationen med andre. At se andre og turde vise den krop frem de nu engang har. Noget som de skal skal leve med resten af livet. Men er vi flove på vores børns vegne, eller tør vi bare ikke tvinge dem til at vaske sig, hvis ikke de selv vil?? Hvorfor bakker vi ikke 100% op om almindelig god stil og hygiejne, og tvinger børnene til at lære at tro på, at de er alt rigeligt, præcist som de er? Det er helt almindelig god dannelse, og understøtter derunder vores eget ønske om, at børnene får et naturligt forhold til både hygiejne og deres egen krop.

• Trænere og ledere bør kræve at børnene bader, minimum efter kampe.
• Skoler bør understrege og prioritere, at badet efter idræt er obligatorisk.
• Forældre bør understøtte børnenes læring omkring at være nøgne sammen med andre af samme køn.