FASTHOLD JERES BØRN I FORPLIGTENDE FÆLLESSKABER!

(Klummen “Står forpligtende fællesskaber for fald i næste generation?” fra MJA d. 2. november 2016:  udvidet version)

Overskriften peger nok i retning af, at jeg er på et eller andet politisk korstog med dette indlæg. Det er faktisk slet ikke tilfældet. Bare rolig. Jeg har faktisk en idé om, at nedenstående er langt mere vigtigt end som så. Som gammel og dedikeret foreningsmand kan jeg godt være en smule bekymret.

Mange unge mennesker kan ikke love sig væk mere end en uge frem.

For mange mange år siden var der en tysk samfundsforsker der sagde, at når man vælger noget til, så vælger man noget andet fra. I sig selv er det jo ikke en videre kompliceret analyse- men så alligevel. For hvad nu hvis en hel generation bliver opfostret til, at de aldrig behøver vælge andet til- end sig selv?

Et forpligtende fællesskab er lidt en spøjs størrelse. Hvis man forpligter sig til den, så kan den give ubeskriveligt meget godt fra sig. Den kan både lære mennesker at tackle modstand og opnå succes, men den kan også skabe relationer, lære en at acceptere forskellighed og skabe større forståelse for andre. Derudover kan fællesskabet lære os at lave og holde fælles aftaler, samt at tage ansvar for både sig selv og andre. Slet ikke dumme ting at have med sig fra en tidlig alder.

Forpligtende fællesskaber er noget man bakker op om, også når man lige har lyst til noget andet!

Men et forpligtende fællesskab er ikke en hæveautomat, som man af og til kan foranledes til at tro. Den ernæres nemlig af, at nogen giver den noget. At de, som er en del af den, ikke kun tager fra den, men også giver noget tilbage til den, når dén har brug for det. Giv og tag princippet. Hvis man udelukkende er opsøgende for at få noget fra fællesskabet, så dør det lige så stille, og man kommer aldrig til at opleve at være en del af det. Fællesskab kræver også, at man tør forpligte sig til den gennem længere tid, og ikke kun deltager sporadisk når der er noget at hente.

Min opfattelse er, at en stor del af næste generation risikerer, at de aldrig kommer til at opleve glæden ved at deltage kontinuerligt i sammenhænge, hvor noget er større end dem selv. Hvor DE ikke kun skal følge egen lyst, men også lærer værdien af, at de kan have betydning for andres glæde. Et sted hvor man ubetinget møder op, også på trods af at man måske lige har mere lyst til noget andet.

Det er som om, at næste generation ikke har lært grundprincipperne omkring, at forpligte sig på ting som potentielt afholder dem fra, at gøre hvad de har lyst til i nuet. Tænk nu hvis der dukker noget op, som de hellere vil? Så kan jeg da ikke sige om jeg kan spille kamp om fjorten dage.

Det er en uvurderlig egenskab, at være i stand til at bide tænderne sammen selv om man ikke gider.

MEN. Børn har brug for vejledning i, at lære at føre ting til dørs og gøre dem færdige. Det ligger ikke i børns natur at være stædige, når ikke det handler om noget der er lystbetonet. Men hvordan gør man så det? Jo vi kan starte med at lære dem, at man ikke kan gå fra Matadorspillet fordi man er ved at tabe. Det kan ødelægge spillet for resten af fællesskabet og er ganske enkelt ikke i orden! Lær dem at man ikke skifter sportsgren midt i sæsonen, bare fordi man synes det er blevet kedeligt, eller fordi det giver lidt modgang. Der er nogen der regner med man kommer, og så kommer man. Ved at fastholde børnene er vi med til at hjælpe dem derud, hvor de lærer at tilsidesætte egne behov, til fordel for noget større end dem selv. Det kan sagtens være af tvang – det gør slet ikke noget. Hvor mange gange har vi ikke selv villet pjække fra sport, for blot at erkende, at det var pissegodt vi tog afsted alligevel. Sådan har børn det også. Fra naturens side er de bare ikke udstyret med evnen til at tilsidesætte egne umiddelbare behov. De skal lære det først.

Det kræver dog en indsats fra forældre! Forældre som tør insistere på, at deres børn skal gøre ting færdige, som de ikke umiddelbart lige har lyst til. Forældre, som med ro på hånden tør tro på, at værdien af at tvinge børnene til at være vedholdende på forpligtelser til andre, er værdifuldt og kan give en masse igen på langt sigt. Tænk tilbage på alle de lørdage til spejder, i hallen og på boldbanerne som I selv har haft, og insister på at de skal opleve det samme.

En nøglespiller er en person, som kan se sig selv i en større sammenhæng.

Mennesker der har lært at være en del af et forpligtende fællesskab, og kan sætte sine egne ønsker til side for andre en gang imellem, bliver dem vi kan regne med og som vi tør stole på når det brænder. De bliver de mennesker som vi alle gerne vil ansætte, og de holdkammerater som vi ikke vil undvære til lørdagens kamp.

Dem ønsker vi vel alle, at vores børn skal blive?

• Meld jeres børn til noget så snart de er gamle nok. Alle fællesskaber virker. SFO, Klub, fodbold, badminton, gymnastik, spejder.
• Husk på, at det kan være svært at komme TILBAGE i et fællesskab, når først man har været væk et stykke tid.
• Fællesskaber er ikke et tag-selv-bord. Det er nærmere en fælles-buffet. Hvis DIT barn ikke kommer, så mangler der måske frikadeller, og det kan vi da ikke leve med.