HVORFOR SKAL ALLE ALTID VÆRE VINDERE?

(Klumme fra Midtjyllands Avis, torsdag d. 12. januar 2017)

Årets afslutning er begyndelsen på et hav af indendørs sportsstævner rundt omkring i landet. Initiativrige og frivilligt forankrede foreninger gør en enorm indsats, for at børnene skal få nogle gode oplevelser med sportens forunderlige op og nedture. For mit eget afkoms vedkommende befinder vi os i noget U14 fodbold er sted i det mørke Jylland.

Alle voksne omkring holdet befinder sig i aldergruppen 35-45, og har selv valfartet rundt i landets sportshaller som børn. Dengang der var pomfritter med små gafler i enhver kiosk. Dengang man skulle gøre sig virkelig umage, for at stikke af med de eftertragtede medaljer og spurt-præmier fra DanCake og Dandy. Når ikke man gjorde sig umage, var der kun tørre tærsk og skuffelse at tanke op med i kantinen bagefter. Noget dage var sjovere end andet, men det hele kunne bruges, selv om det ikke altid føltes sådan.

I fredags drog ovennævnte forældregruppe så til stævne med seks forventningsfulde og småtrætte drenge. Med en lang juleferie og to skoledage i benene var vi alle godt klar over, at der skulle noget helt særligt til, for at gøre god figur og vinde det eftertragtede trofæ. Mange af de deltagende hold spiller nemlig hver uge hele vinteren. Nogle vil bare mere end andre, og stikker derfor oftest af med sejren. Sjovt nok.

Holdets taktiske oplæg er altid ret enkelt. Tro på jer selv, arbejd hårdt for hinanden, hold en god tone og hav det sjovt. Den overordnede strategi er, at drengene selv skal lære at grave de ting frem der skal til, samt lære at løse udfordringer i fællesskab i nu’et. Tanken om, at udvikling kommer indefra, er hele essensen af filosofien. De er 13 år nu, og det er på tide de lærer, at der ikke er andre end dem selv til at grave dybt, når det er nødvendigt. “Hvad skal vi ha’ –SEJR”. Kick-off

Første kamp – nederlag. Anden kamp – nederlag. Tredje kamp – nederlag. I den sidste ligegyldige kamp fandt drengene et eller andet frem, og kæmpede en uafgjort hjem efter at have været bagud. Netop dér opstår der magi. Lige dér er det gået op for dem selv, hvad de skulle have ofret tidligere. Sådan! Lærepenge i den højeste kurs. Drengene bliver nr. 13 ud af 15 hold til stævnet og er skuffede- men ikke forgæves. Noget har de lært af det.

Drengene bliver kort efter kaldt til dommerbordet, hvor de hver modtager en flot pokal for den elendige indsats. De står måbende og forlegne tilbage, og ved slet ikke hvad de skal gøre af sig selv og pokalerne.

Til dette stævne lærte drengene, at man ikke nødvendigvis behøver at gøre sig umage for at blive belønnet, og at deres egen følelse af skuffelse blev honoreret med belønning. Den slags lærepenge som ikke kan veksles nogen steder i den virkelige verden.

Lørdag er det Engesvang. Lad os håbe drengene tager de rigtige lærepenge med at købe pomfritter for.

• Få en opdatering i mailboksen når der er nyt på bloggen – klik HER for at skrive dig op. Jeg spammer ikke!