Hvis ikke vi selv er det, så kender vi helt sikkert nogen, som er en del af statistikken – “den store statistik”. 54% af alle ægteskaber endte i skilsmisse sidste år! Dette tal omfatter endda ikke papirløse forhold, der går i opløsning. Alt andet end lige, efterlader dette en helt masse mennesker, som skal prøve at finde lykken på ny.
Vi ved alle, at kærlighed kan gøre blind, og det kan faktisk også være tilfældet i anden ombæring. Når andet forsøg oprinder, er menneker typisk i en alder som gør, at der er børn indblandet i projektet. Dette er med til at komplicere hele miseren, og det kan skabe uoverskuelige udfordringer, at skulle ensarte opdragelse i sammenbragte familier. Særligt hvis ikke de to voksne får aftalt spillereglerne grundigt forinden. For nogen tid siden læste jeg et interessant indlæg på Belingske af Anne Sophia Hermansen, som med stor selvindsigt og ærlighed, sætter et yderst eftertrykkeligt fokus på de udfordringer, der følger med at dele forældrerollen på tværs af stamtræer (link til artiklen nederst). Dette inspirerede mig til at belyse en nuance mere af Anna Sophias yderst relevante og tabubelagte vinkel.
Det er en god idé at afklare hvorvidt man er kompatible, før man blander børnene ind i projektet.
Når vi nu forelsker os på ny, så er der ofte også nogle børn involveret, som uden nogen form for indsigelse, skal have nye søskende. I et forsøg på at manifestere en ny epoke af stabilitet i vores liv, kan vi slet ikke vente med at komme videre. Men er det altid den bedste løsning at flytte hurtigt sammen, eller kunne vi med ansvarsfuldt overlæg, vente indtil vi havde observeret på synergien mellem børnene – og måske også mellem os selv og den nye partner, når nu vi er i gang med refleksionerne. I denne sammenhæng vil jeg gerne tage børnenes parti, og slå et lille slag for noget, som nogen måske overser lidt i al euforien.
At vi forelsker os på ny, er ikke ALTID ens betydende med, at vores børn elsker deres nye søskende.
Når vi bringer to familier sammen, har vi altid de bedste intentioner med os i picnic-kurven. Vi er forelskede, og vil gerne dele ud af den glæde, som vi selv oplever. Vi kan slet ikke få nok af hinanden, og synes lige så godt, at vi kan få samling på det hele, og komme i gang med at bygge “rede” på ny. I princippet er der jo intet galt med intentionen i at dele ud af kærligheden, men kompromitterer vi den ikke lidt, når vi krydrer den med børn alt for hurtigt? Tager vi os tiden til at forberede os godt nok på opgaven? En meget stor opgave. Det hører nemlig til sjældenhederne, at to mennesker som møder hinanden, har samme blik på opdragelse. Det er dog typisk ikke et emne vi tager op midt i al lykken.
Hvis ikke vi er enige, kan det skabe gigantiske udfordringer, når vi skal sammensætte en nødvendig og entydig opdragelses-retning for hele flokken. Derudover kommer problematikken, omkring hvor meget opmærksomhed vi giver til hvilke børn. I et forsøg på at skabe en hurtig connection, skynder vi os at sende børnene med vores nye kæreste på “shoppingture” mm., og håber derved, at børnene kommer til at elske vores nye kæreste på niveau med os selv. I vores iver efter at komme ind på livet af vores nye bonus-børn, kommer vi nemt til at have enorm fokus på dem, hvilket kan efterlade vores egne børn med følelsen af, at de er tilsidesat af deres nye bonus-søskende. Vi vil så gerne imponere. Nu skal børnene ikke længere kun dele deres forældresamvær i to- men i tre eller fire dele. Det virker ikke rigtig som nogen speciel fed “bonus” vel?
Hav in mente, at børnenes higen efter deres egne forældre stiger i takt med afsavnet.
Nu vender vi den lige dilemmaet om. Tænk nu, hvis vi hypotetisk set, var tvangsindlagt til, at socialisere med alle forældre til vores børns legekammerater. Her tænker jeg naturligvis på et omfang, som langt overskrider skolefester, klasseskovture osv. Årsagen til at vi var tvunget til det var, at vi for alt i verden skulle holde venskaber i live for børnene. Det var der sgu da ingen af os der kunne holde ud, og derfor ses vi da også kun frivilligt med de forældre, som vi kan se en mening i at socialisere med. Sådan noget finder vi ud af med tiden. Ikke desto mindre er det ofte den situation som nogle børn kommer til at stå i, når vi så inderligt ønsker, at børnene bliver bedste venner med deres nye søskende. Vi snakker med dem om, at de skal være med til at få tingene til at fungere, og at vi er fælles om, at vi alle har det godt sammen.
Vi skal turde have forståelse for, og turde handle i, at vores børn kan have det svært med deres nye søskende.
Men er det virkelig børnenes opgave, at agere polyfilla et projekt som ikke er deres? Børn som i forvejen befinder sig i vildrede over, at mor nu elsker en anden end far, og som derfor skal undvære den ene part meget af tiden. Det er vel i sidste ende de voksnes opgave, at skabe et miljø der er så fleksibelt, at alle kan få lov til at være sig selv i det – og gerne sammen med dem de elsker instinktivt frem for ønskeligt.
Selvfølgelig skal vi forvente af børnene, at de spiller med og gør en indsats for fællesskabet! Men i sidste ende er det de elskendes opgave at acceptere, og handle fornuftigt i det scenarie, at børnene måske aldrig kommer til at elske hinanden, bare fordi de voksne gør?
- Lyt til hvad det jeres børn siger, også det de ikke siger. De prøver at hjælpe. Kig efter signaler og forhold jer til hvad I oplever. Respekter at børnene ikke nødvendigvis synes, at det er et specielt fedt projekt.
- Giv dem muligheden for at brokke sig til jer og derved få luft – de kan være ved at drukne i forsøget på at “hjælpe til”.
- Husk at tage tiden til at gøre ting KUN med jeres egne børn. Det får dem til at føle sig prioriteret og specielle, og ikke sat til side for et projekt.
Læs Anne Sophia Hermansens blogindlæg HER