ER ORDET VED AT MISTE SIN VÆRDI?

(Klumme fra Midtjyllands Avis torsdag d. 18. maj 2017)

Kan nogen huske årene, hvor mobiltelefoner for alvor blev alle mands eje, og hvor vi for alvor mistede vores evne til at huske telefonnumre?

Denne periode startede en æra, hvor det talte ord langt hen ad vejen blev erstattet af det skrevne. Til at begynde med stimlede en hær af professionelle sammen, for at hylde tanken om, at SMS nok ville bibringe ungdommen et langt mere malende skriftsprog. Det lød faktisk helt fornuftigt dengang.

Overraskende nok skulle der dog ikke gå ret lang tid, før ungdommen i vanlig stil fandt en vej udenom de voksnes naive teorier. I stedet for at udvikle deres skriftlige evner, decimerede ungdommen det til det helt modsatte. Ligegyldige ord blev sorteret fra i uforståelige forkortelser, som mest af alt mindede om børnestavning. Det var ret moderne og “2 cool 4 school”.

Så kom smartphonen. Med smartphonen fulgte de såkaldte Emojis (humørikoner). Pludselig blev ord næsten helt overflødige, og drømmen og håbet om at ungdommen ville udvikle sig sprogligt forsvandt i data-strømmen. I stedet blev det skrevne ord nu erstattet af gule ansigter, tommelfingre og hjerter. Følelser kunne pludselig beskrives med ikoner, og man kunne derfor spare yderligere på supperlativerne i sine tekstbeskeder. I dag er det nærmest utopisk at sende en SMS eller snapchat besked, uden den skal flankeres af mindst ét stemnings-ikon. Ikoner der kan beskrive sindstilstand og indhold mellem linjerne – blot ved hjælp af et enkelt tryk.

Men der er nogle følgevirkninger som vi skal være opmærksomme på i fremtiden. Ud over at vores sprog bliver meget fattigere, så vokser angsten for at blive misforstået. Derfor sætter vi hellere en smiley for meget- end en for lidt, for at understrege hvad vi mener og føler. Hvis vi glemmer det, kan vi være helt sikre på, at modtageren vender tilbage med et opklarende spørgsmål omkring vores humør.

Emojis har ikke kun været med til at indsnævre vores måde at udtrykke os med ord. De har også kraftigt påvirket vores evne til at FORSTÅ nuancerne i det skrevne ord. I dag er vores humør i høj grad bestemt af, hvordan personer i den anden ende opfatter det vi skriver. Derfor kræver vi nærmest en emotionel tilkendegivelse retur, på alle beskeder vi sender. Hvor mange har ikke prøvet at besvare en besked med et simpelt og høfligt “ellers tak”, for derefter at blive mødt med svaret “er du sur”?

Jeg tror, at vi skal bruge mere tid på både vores egen og næste generations personlige kommunikation. Et emne der også er meget oppe i tiden, da børns sprog aldrig har været mere fattigt end det er i dag. Samtidig kunne det da være dejligt, hvis man ikke altid skal bekymre sig om, hvorvidt andre går og tror man er sur. Det er da en belastende følelse.

For en god ordens skyld er jeg ikke sur. Jeg er bare lidt træt efter en 5-0 sejr over ØBGs Oldboys A hold.