(Klumme fra Midtjyllands Avis d. 5. oktober 2017)
Over de sidste år har Silkeborg, som mange andre danske kommuner, været med til at løfte opgaven med at tage imod flygtninge fra Syrien. En opgave som næsten alle har en holdning til hvordan vi bedst løser som samfund.
Der er de, som mener det hele har taget overhånd, og at flygtningene udgør en fare for vores demokratiske måde at leve på. Der er også de som mener, at vi kan løse alle udfordringerne ved at vise dem kærlighed og varme- og drikke the i stedet for kaffe.
Jeg selv kender kun til Syriske familier som værende enormt høflige, smilende, respektfulde og imødekommende. Jeg ved også, at der er tale om familier, som i desperation har måttet rive et liv op i en kultur, som vi vi naivt bilder os selv ind vi forstår – og pludselig er landet i et samfund som vi bilder os selv ind DE forstår. Et samfund hvor alle har rettigheder, hvor ingen lever i frygt, og hvor en lussing for respektløs opførsel er lig med en underretning til kommunen. Et land med børnepenge, børnetelefoner, løn for at lave ingenting- og hvor opdragelses og livsmønstre er radikalt anderledes, end det eneste de har kendt til og praktiseret gennem tusinder af år.
Men imens vi prompte iscenesætter børnene til en lysende fremtid ved at sende dem i skole, så udspiller der sig mange steder nogle familiære dramaer, som vender op og ned på rollefordelingen i familierne. Et drama som efterlader børnene med rollen som familiens ovedhovede. En rolle der helt naturligt skifter hænder, i takt med at børnene sprogligt og forståelsesmæssigt bliver deres forældre overlegne, og derfor umyndiggør dem i et samfund de respekterer men ikke forstår. En rolle vi ikke ville tøve med at underrette på hvis det var en dansk familie.
Vi kan ikke stille os tilfredse med, at nogen sørger for at børnene kommer i skole. Ved ikke at få de voksne i arbejde fra dag ét, efterlader vi dem i en skygge af sig selv, både i forhold til deres eget selvbillede og deres familiære position. En skygge hvor de ikke er sprogligt i stand til at forklare sig uden hjælp fra deres børn, og hvor de sidder magtesløse tilbage, uden følelse af at være en afgørende del af deres families eksistensgrundlag.
En klog syrisk mand sagde engang til mig, at han følte, at han havde måttet give sin søn nøglen til familien og selv sad magtesløs tilbage og var barnet. En situation ingen af dansk familiefar ville kunne leve med, og et udgangspunkt for opdragelse der ikke just danner grundlag for en kommende generation af nydanskere, der fungerer og byder ind til fællesskabet.