(Klumme fra Midtjyllands Avis fredag d. 27. oktober 2017)
I mange henseender må jeg indrømme, at jeg har den gammeldags opdragelse med mig hjemmefra. Den fra halvfjerdserne. I firserne og halvfemserne kom den opdragelsesmæssige revolution med den frie børneopdragelse, hvor en stor del af danskerne blev lokket til at glemme en masse godt, og i stedet gik på opdagelsesrejse i følelser og lyst. I dag fornemmer og håber jeg, at vi så småt er på vej i den anden retning igen.
Sammen med den »gamle« opdragelse fulgte en masse grundlæggende dyder. Helt almindelige ting, som jeg den dag i dag bruger til at begå mig blandt andre mennesker, og som jeg i HØJ grad benytter mig af, til at bedømme mennesker jeg møder på min vej.
Her taler jeg om faste håndtryk, god øjenkontakt, korrekt svar på tiltale, samt helt almindelig høflighed og pli.
Noget så basalt som at man for eksempel svarer »JA«, når nogen påkalder én ved navns nævnelse- og ikke bare siger »hvaaad«. At man ved, hvad man skal svare, når der bliver sagt »tak for hjælpen«, »hav en god dag« og at man ved, at det hedder »tak«, når nogen ønsker en tillykke med fødselsdagen. I dag oplever jeg, at mange børn bare smiler, og nærmest virker forlegne når man siger det. Måske fordi de ikke ved, at nogen faktisk ønsker dem lykke til, og at det er noget, man takker for og bør være stolt af.
I nutidens krammekultur er det heller ikke usædvanligt, at man forventningsfuldt kan stikke sin lap frem, blot for at møde en hånd der mest af alt minder om en gummihandske med syltetøj i. Der ér dog heldigvis også mange børn og unge, som formår at give et solidt, stolt og selvsikkert håndtryk, og som med disse enkle midler kan sende os gamle helt i svimer – overvældet af tro på næste generation.
Jeg tror ikke, jeg står alene, når jeg påstår, at ovenstående dyder den dag i dag stadig spiller en afgørende rolle i mange af livets vigtige aspekter. Ikke kun i ansættelsessammenhæng, hvor førstehåndsindtryk er afgørende, men også når man møder gamle som jeg, eller skal hilse på næste svigerfar i rækken. Dyderne ER bare stadig noget, som vi bevidst eller ubevidst bruger, til at måle og veje de mennesker, som vi møder på vores vej. En relevant info for ungdommen at få med sig på vejen.
Men husker vi at give disse universelle kommunikationsredskaber videre til vores børn? Med mindre vi kan løbe an på, vores skolesystem også kan løse denne opgave, så tænker jeg det da som yderst relevant at sætte det på »to do« listen på whiteboard tavlerne hjemme i køkkenerne. En simpel opgave med et kæmpe afkast, uanset menneskelig substans.
Vi voksne er sgu så nemme at imponere nogle gange. Selv med de mest banale ting. Netop derfor tænker jeg, at høflighed, pli og et godt håndtryk er lavthængende frugter i jagten på at skabe mennesker der kan begå sig – både blandt andre unge, dem på min alder og endnu ældre. De findes!
»God weekend!« …