(Klumme fra Midtjyllands Avis d. 21. marts 2018)
I skyggen af de seneste måneders tragiske dødsfald forårsaget af MDMA, også kaldet ecstasy, har debatten omkring det syntetiske stof raset i medierne igen. En debat, som med et sundhedsmæssigt afsæt, er med til at skabe en diskurs, som efter min mening delvist legitimerer rekreationel forbrug af stoffer hos næste generation.
I debatten skræmmer det mig, hvordan læger og andre eksperter kan omtale ovenstående tragiske dødsfald, som følge af narkoindtag, som uheldige. I debatten har flere udtalt sig, og har ved flere lejligheder italesat MDMA, som det mindst farlige rusmiddel der findes. Forudsat det altså er fremstillet rigtigt? I den sammenhæng bliver det sidestillet med tobak og alkohol, som er langt farligere (skriver usundt). Sundhedsmæssige narrativer, som efter min mening er med til at negligere faren ved stoffer, og ikke omfatter den psykiske tilflugt som mange unge og gamle i dag søger i præstationsfremmende rusmidler. Både i skole, på arbejde og i nattelivet.
Vores nations nærmest religiøse stræben efter sundhed, har altså været medvirkende til, at der i dag er sat nye normer for hvad der er farligt. Hvis det ikke indeholder e-numre, feder eller giver kræft, så er det ikke for alvor farligt?
Som årgang 1976’er sidder man måbende bag lyset, uden chance for at få disse fortællinger til at passe ind i den logik, som samfundet opdragede os med i 80’erne og 90’erne. En logik skabt på baggrund af en storstilet kampagne mod narkotika, som havde Christiane F. og Midt Om Natten på indholdsfortegnelsen. En tid hvor herionen flød på Vesterbro, kokainen føg i finansverdenen og hvor Miami Vice’ kamp mod narkokartellerne var fast inventar ved aftenkaffen lørdag aften.
I dag virker samfundets tilgang til narkotika mest af alt efterrationaliserende og resignerende. I et forsøg på at inddæmme det ustoppelige problem omkring det eksplosive udbud på både sociale medier og i nattelivet, handler det i dag mere om at lære de unge om “gode” narko-vaner, end det gør om at afskrække og vække afsky.
Selv prominente politikere taler om legalisering og kvalitetskontrol i den bedste sendetid, mens tidligere misbrugere af ecstasy, som har mærket tingene på eget sind, desperat forsøger at overbevise om det modsatte. Mennesker der er klar over, at et MISbrug ikke behøves at opstå på et fundament fysisk afhængighed, men langt oftere et psykisk.
I en tid hvor de mest udbredte folkesygdomme blandt unge er dårligt selvværd, angst og depression, tror jeg, at der mere end nogensinde er brug for, at vi ser Christiane F. sammen med de unge, og fortæller dem hvad konsekvenserne ved narkotika kan være. De har faktisk ikke ændret sig siden 80’erne. Det tror jeg mange har glemt!