(Klumme fra Midtjyllands Avis d. 10.november 2021)
“Kære dagbog”
Over de seneste år har jeg set en stigende udvikling i behovet for at publicere sit privatliv i både trykte og ikke mindst på digitale medier. Jagten på anerkendelse er virkelig gået ind, og grænserne for hvad folk vil give af sig selv, er næsten forsvundet. Det kan have store omkostninger at dele sit liv med hele verden, og jeg er ked af, at det særligt rammer de unge, som ikke kender konsekvenserne ved at udlevere sig selv til offentlig bedømmelse.
Men det her handler i første omgang ikke om de unge. Trenden er nemlig for længst også blevet adopteret af den ældre generation, som mærker suset ved at blive bemærket. Dem som unge synes er pinlige og kiksede. Den generation som egentlig burde vise de unge vejen, i stedet for bare at hæve baren for hvad der rager andre.
Nu nærmer julen sig, og selvbiografierne sprøjter ud af forlagenes trykkerier. Alt skal med! I sne og slud MÅ sandheden bare ud, og alles livshistorie er den vigtigste. Senest har jeg set et par udgivelser, som ikke kun burde overskride forfatterens egne grænser, men som også overskrider andres.
Det bedste eksempel herpå må nok være Jeanette Ottesens noget uheldige biografi-eksperiment. Et skræk-eksempel på hvad der kan ske, når individets iver efter at gøre sig selv spændende, går tværs hen over andres følelser. I sidste ende var det dog nok værst for Jeanette Ottesen selv, som nok ikke vinder mange popularitetskonkurrencer i nærmeste fremtid. Og hvorfor er hun nøgen udenpå bogen?
Annette Heicks bog er et andet eksempel, hvor behovet for at publicere sig selv, alt andet end lige, må berøre og påvirke hendes nærmeste? Nøj det ville være pinlig, hvis det var min mor, som valgte at offentliggøre alle sine mest private og intime detaljer fra et langt liv og ægteskab. Og hvad tænker far ikke? Det kunne nu være fedt, hvis Keld og Hilda skrev sådan en bog, men det gør de helt sikkert ikke.
Men de er også fra en tid, hvor alting var omvendt af i dag. Det var dengang, hvor der fandtes emner, som bare ikke ragede andre. Dengang skrev man dagbøger ligesom mig. En intim, privat og top hemmelig bog hvor piger OG drenge kunne nedfælde deres inderste hemmeligheder og følelser, udelukkende for deres egen skyld.
Man kunne skrive nøjagtig hvad man ville, også om andre, uden det gjorde andre kede af det eller forlegne. Det var en del af læringen om bearbejdelse af følelser, og blot en af grundene til at den var TOP hemmelig. Der var en slags refleksiv træning forbundet med at nedfælde sine tanker på papir, og derved øve sig i at forstå dem.
Så kære dagbog.
Jeg ved da godt, at der er et stort læsersegment til andre menneskers slibrige og private hemmeligheder. Men måske er de mennesker lidt som mågerne i midtbyerne. Måske forsvinder de, hvis vi stopper med at fodre dem?
Sov godt…