Året er 1992. En hel busfuld forventningsfulde drenge kører med deres trænere mod Aabenraa, hvor de samler endnu to hold op og fortsætter mod Holland. Der er internationalt fodboldstævne for unge drenge. Da bussen kommer frem til Holland, venter en stor flok indbyggere fra byen på P-pladsen. De vinker og smiler, da de nervøse danske drenge kommer ud. Drengene skal bo to og to hos hollandske familier i fem dage mens stævnet står på. De skal sove hos dem, spise hos dem og være sociale med mennesker som de aldrig har mødt, og som taler et andet sprog – 900 km væk hjemmefra.
Ja det virker helt urealistisk ikke?? Ikke desto mindre er det faktisk en virkelig historie.
Vi havde ingen forældre med, og skulle i fem dage afprøve de ting vi havde lært hjemmefra. Vi skulle tale engelsk, spise anderledes mad, som vi spiste, selvom vi ikke så godt kunne lide det. Vi var også med dem til sociale arrangementer, på besøg hos venner – alt i alt skulle vi begå os på egen hånd. Det gik sgu fremragende, og da vi kom hjem til Danmark, kunne vi fortælle vores forældre om det i timevis. Vi var stolte og DE var stolte (selvom de jo ikke sagde sådan noget dengang) men vi vidste de var det. Det kunne man bare mærke. Det gav os selvtillid og mod på at vi var i stand til at kunne klare os hvis vi skulle. En form for selvfedme der var langsigtet og bæredygtig, og som kunne højne vores selvværd og tro på egne evner.
I dag er det meget meget anderledes. Vil i den sammenhæng ikke pege nogen fingre af nogen, da alle gør det i den bedste mening. Men er det virkelig det bedste vi kan og tør som forældre?
Året er 2015. Der er fodboldstævne i Sønderjylland. 11 forventningsfulde drenge bliver kørt til stævne af hver deres forældre i hver deres bil. I Sønderjylland bliver drengene læsset af på skolen hvor de skal sove, hvorefter forældrene kører hen på det hotel, eller den campingplads, hvor de skal bo i nærheden. En ellers oplagt mulighed for afprøvelse af drengenes livsduelighed, bliver forvandlet til to dage som alle andre.
I princippet har jeg intet imod at forældrene interesserer sig i deres børns sportslige aktiviteter. Det er jo altid spændende at se sine børn udvikle sig – også i de sportslige arenaer. Det er også hyggeligt blandt forældregruppen som har kage og andre lækkerier med. Problemet er bare, at oplevelserne ikke bliver børnenes egne, når vi altid oplever alt det, som DE oplever. Oplevelserne bliver derfor en blanding af det forældrene synes DE har oplevet, mixet med det børnene har. Sandheden om oplevelsen bliver derfor en utydelig grå masse, hvor børnene kommer i tvivl om hvor vidt DERES oplevelse var rigtig. Det ender gerne i en form for evaluering på dagen – men skal vi EVALUERE alt med børnene, eller skal vi også lade dem opleve og fortælle os om det? Hvad tror vi de lærer mest af?
At interessere sig for sine børn kan også bare være at spørge til DERES oplevelser!
Som Thomas Skovbo så smukt skriver det i Berlingske, er vi næsten blevet tilskuere til vores børns liv. Førhen var der to forældre der skulle køre til udekampe. Det gik naturligvis på skift, således alle gjorde en indsats og udgiften blev delt. Men der var bestemt ikke kamp om bil-tjanserne til udekampe, og der var aldrig andre med end de to som kørte. I stedet fik vores forældre ordnet en masse ting mens vi var væk en 2-3 timer, og havde delvist børnefri. I den periode tog træneren ansvaret og fik tilliden og mandatet fra vores forældre, som stolede på alt var fint fint. Det var sundt! Vi gjorde os vore egne erfaringer og fik lov til at fortælle vores egne oplevelser hen over den grydestegte kylling med hjemmelavet agurkesalat.
I dag bliver børn ringere og ringere til at konversere om bordet, og én af grundene hertil er, at vi ikke kan spørge dem om noget, vi ikke allerede ved i forvejen. Vi ved alting, og har gjort os vore ræsonnementer på forhånd. Vi HAR nemlig allerede læst om skoledagen på skoleintra. Vi har også talt med Jens’ mor Karin, om den kontrovers drengene havde i 10 pausen. Vi har også stået på sidelinjen til sport, og sidder nu tilbage ved aftenbordet, med nogle børn, som ikke kan begejstre os med noget som helst overraskende.
“Hvad er det vi skal tale med vores børn om, hvis vi alle sammen ved det samme…??”
- Lad børnene opleve ting på egen hånd og spørg interesseret ind til det.
- Tro på det ikke er omsorgssvigt hvis vi lader dem gøre ting alene i ny og næ.
- At interessere sig for sine børn betyder ikke at man skal være med dem hele tiden!.
Du har sgu fat i noget der ???